Hvorfor Sri Aurobindo er COOL
WIE beviser, at selv døde guruer sparker røv.
Af Andrew Cohen
"Men Sri Aurobindo er COOL!" råbte jeg til min spirituelle lærer og chefredaktør Andrew Cohen.
"Ja, det ved vi, men hvordan vil du kommunikere det til vores læsere?" spurgte han.
"Vil det ikke være tilstrækkeligt bare at fortælle hans utrolige historie? Jeg mener, tjek lige dette her: Kontroversiel frihedskæmper opnår enlightenment i fængslet og opgiver lederskabet af revolutionen for at blive en af de største filosoffer/yogier og evolutionære tænkere som nogensinde har levet. Du må da indrømme, at det er en pokkers god overskrift."
Andrew smilede. "Okay. Måske for Enlightenment Times. Men hør nu her. Der er et problem. Han er en død guru. En stor død guru utvivlsomt. En forbløffende død guru. Formodentlig en af de mest ekstraordinære døde guruer verden har kendt. Men se det nu i øjnene. Han er en gammel nyhed. Vi er What Is Enlightenment?, vi er front linien. Dette her handler om levende efterforskning, Vi tager os ikke af døde guruer, for som Adi Da sagde…."
"……døde guruer sparker ikke røv!" Mine kolleger afsluttede sætningen i kor.
Jeg fattede ikke, at vi havde den samtale. "Hvad med Babaji?" sagde jeg opfarende. "Ingen kan tilsyneladende bevise, at han overhovedet har levet, og vi skriver om ham!"
"Udødelige helgener er en anden sag, men Sri Aurobindo blev helt afgjort begravet for halvtreds år siden. Jeg ved, at doktorerne var forbløffede over, at hans krop ikke begyndte at gå i forrådnelse de første fire dage, men jeg ville hade at se den nu," lo Andrew.
"Ja men Swami Vivekananda optræder i denne udgave, og han er ikke ligefrem i gang med at lave overgang i konference-kredsløbene for tiden vel?" Jeg var sikker på, at jeg ville få skovlen under ham med denne her.
"Det er i orden at trykke et uddrag af en bog" svarede han, "men du beder os om at flyve dig hele vejen til Indien for at gennemføre en dybtgående undersøgelse om nogen, som du kan læse alt, hvad vi behøver om på nettet."
"Men hør nu her," tryglede jeg. Vi laver en udgave om evolutionær enlightenment. Hvor mange mennesker har nogen anelse om, hvad det er? Alle mennesker nu om stunder tror at enlightenment er den store finale, det endelige blast off ind i nirvana, for aldrig siden at vende tilbage. Men Sri Aurobindo har fattet det. Han var den første som fattede det. Og han fattede det som få har gjort det siden. Selvfølgelig kan folk læse om ham på nettet, men først bliver de nødt til at finde ud af, hvor forbløffende han var. Det er derfor, jeg vil lave den artikel. For at fortælle dem det. Og for virkelig at gøre det ordentligt, bliver jeg nødt til at tage til Indien for at besøge hans ashram og tale med de mennesker, som kendte ham, for at få den rigtige inside story."
Andrew gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned. "Okay. Hør efter," sagde han. "Jeg kan ikke komme med nogen indvendinger til, hvad du siger. Og jeg vil ikke sige, at der ikke findes en måde, du kan gøre det på. Men før jeg går med til at sende dig halvvejs rundt om jorden, bliver du nødt til at komme med en eller anden vinkling, en måde at gøre Sri Aurobindo levende på som er hip, moderne, fængslende, og først og fremmest relevant for enlightenment i det enogtyvende århundrede. Det er ikke nok med et opkog af den gamle historie. Tænk over det, og lad os tales ved i morgen."
Vi dykkede ned i det daglige redaktionsmøde, men det var med nød og næppe, at jeg kunne holde min begejstring i ave. Det havde været en hård omgang, men jeg havde fået det fodfæste, som jeg havde håbet på.
Jeg var dukket op til formiddagens møde med en stak bøger om det tyvende århundredes pioner og vismand Sri Aurobindo, vel vidende at jeg sandsynligvis ville komme på en hård prøve. Selvom jeg ikke var i tvivl om, at alle på holdet havde den dybeste respekt for hans værk, vidste jeg, at en feature story om en af fortidens store—specielt i en udgave om fremtiden—ville være en sej handel.
"Er han ikke utrolig svær at læse?" Spurgte en af mine kolleger lige ud, "som om han på en eller anden måde ved et tilfælde havde fået krydset sine gener med en tysk filosof eller lignende?" Jeg kunne ikke nægte, at han var drøj læsning, for så vidt som han først havde lært at skrive på latin og græsk, to sprog hvor konstruktionen af lange sætninger betragtes som den højeste kunst. Men ikke desto mindre vidste jeg, at min eneste chance for at vinde min sag var, at læse nogle afsnit højt:
"Dyret er et levende laboratorium, i hvilket det siges, at Naturen har udviklet mennesket. Mennesket selv kan meget vel være et tænkende og levende laboratorium, i hvilket, og med hvis bevidste samarbejde, Hun agter at udvikle supermennesket, Gud."
Det fangede deres opmærksomhed, så jeg læste lidt mere:
…for at opnå den fulde og perfekte fuldbyrdelse af det evolutionære drive, må [den spirituelle] illumination og forandring påtage sig at genskabe hele væsenet, sind, liv og legeme: det må ikke blot være en indre oplevelse af Guddommen, men en omstøbning af både den indre og ydre eksistens ved dens kraft; det må ikke kun tage form i individets liv, men som et kollektivt liv af gnostiske skabninger, etableret som den højeste kraft og form af Åndens tilblivelse i jord-naturen"
Efter at have læst nogle få sider mere i samme dur, så jeg rundt på deres ansigter. De var fortryllede. Jeg var ikke overrasket. Under vores research for denne udgave var vi allerede faldet over nogle usædvanlige evolutionære tænkere, men Sri Aurobindos arbejde havde en spirituel vægt, som ingen af dem vi ellers havde læst, havde. En vægt som—i lyset af udgavens emne og vores grunde til at vælge dette emne netop nu—havde stor betydning. For ideen om at lave en udgave om evolution og enlightenment var blevet udløst af en serie uventede gennembrud i vores eget spirituelle fællesskabs kollektive praksis. Gennembrud som, med mindre vi alle sammen var skrupskøre, syntes at antyde en hel del om relationen mellem enlightenment og menneskehedens potentiale for yderligere kollektiv evolution. Indtil nu havde ingen af de traditionelle religioner været i stand til at kaste lys over vores oplevelse. Men side op og side ned kom Sri Aurobindo igennem. Og også i den grad. Skønt højtlæsningen havde gjort hele vores redak tion nysgerrig efter at vide mere om hans lære, havde det kun bragt mig en hårsbredde nærmere mit mål. Da jeg forlod mødet den eftermiddag, var jeg klar over, at der skulle en hel del mere overtalelse til, før jeg ville være på vej til Indien. Den nat, mens jeg grublede over, hvordan jeg skulle overbevise verden om, at Sri Aurobindo var cool, fik jeg et pludseligt glimt af, hvad jeg håbede var inspiration. Og efter at have brugt resten af natten til at prøve på at sætte ord på det, dukkede jeg næste formiddag op til endnu en runde.
"Jeg vil læse, hvad jeg har skrevet for jer," brød jeg ind i begyndelsen af mødet, før nogen var i stand til så meget som at nævne dagens nyheder.
"Skrevet?" Andrew så lettere overrasket ud. "Om hvad?"
"Om Sri Aurobindo" svarede jeg tillidsfuldt. "Jeg har tænkt over, hvad du sagde om at få ham til at virke cool, og jeg tror, jeg har en vinkel. Jeg har allerede skrevet de første fire sider."
"Den har vi ikke hørt før," lo han. "Skrevet stykket før du har gennemført en research. Hvis vi alle sammen kunne gøre det, så kunne vi måske udkomme kvartalsvis. Det ville også spare os for en masse flybilletter. Nå! Hvad venter du på? Lad os høre det."
Jeg begyndte:
Når de fleste af os tænker på Sri Aurobindo, forestiller vi os sandsynligvis det berømte billede af ham, hvor han sidder i den der trone af en stol, med sit lange, hvidt skæg og hår, og ser ud som taget direkte ud af en Hollywood film, hvor han er valgt til at spille rollen som Gud. Man kan næsten forestille sig hans stemme, tordnende med frygtindgydende autoritet i perfekt King James engelsk, som Robert Powells klassiske udførelse af Jesus af Nazareth. Men kig om bag scenen for denne revolutionære mystikers liv, og du kommer til at befinde dig ansigt til ansigt med en hel anden personlighed. Ser du, Sri Aurobindo var ikke en overjordisk elfenbenstårnspatriark, som råbte ud til masserne fra højderne. Nej. Han var en handlingens mand, en lynende intelligens, en power yogi, en spirituel overløber om nogen. Med andre ord, den fyr var cool. Virkelig cool. Som Michael Murphy, best seller forfatter, medstifter af Esalan Instituttet formulerede det: "Aurobindo er en formidable storslået fyr. Han åbnede for så me get. Næppe nogen havde den vision at sætte de to sammen—Gud og evolutionen af universet. Næsten ingen! De fleste i den østlige filosofi antager det mere traditionelle syn, repræsenteret af Huston Smit eller Ram Das, som er det klassisk mystiske, og som så at sige ikke regner med evolutionen."
Lad mig oversætte. Hvad Mike siger her er, at Sri Aurobindo bragte en radikalt ny vision til det spirituelle liv, som ingen anden mystiker så vidt vides har gjort før ham. Det er en kendsgerning, at næsten alle traditionelle religiøse og mystiske traditioner i Øst og Vest, med judaismen som mulig undtagelse—selv hvis de arbejder for at gøre godt i verden – så som at hugge brænde, bære vand eller at være en bodhisatva dedikeret til at udfri alle skabninger—ultimativt ser den spirituelle praksis mål som at være en slags vertikalt liftoff, ud af denne verden ind i enten et transcendent hinsides, en himmel eller det endelige ophør ind i nirvana. Sri Aurobindo havde den dristighed at sige, at dette synspunkt var en misforståelse. En kæmpe misforståelse. Han havde endda den flabethed at sige, at det var en misforståelse, som skyldtes typer som Shankara og Buddha. For ham var målet noget langt mere betydningsfuldt. Han sagde, at hvis vi blot var villige til at deltage i EVOLUTIONEN, så kunne vi skabe et "guddomm eligt liv" lige her på jorden. Ikke noget vertikalt liftoff. Ingen storslået flugt, men uophørlig, dynamisk, mirakuløs udfoldelse af stedse højere udtryk for harmoni og enhed her i denne verden.
Og der er mere. Meget mere. Tag poesi. Poesi er cool for tiden ikke? Nå. Jeg siger jer, hvis Sri Aurobindo havde været levende nu, så ville han have ført poesi-dillen til helt nye højder. Han ville have fået beatnikkerne til at ligne dødbidere. Han ville have fået rapperne til at storme tilbage til grammatikskolen. Han udgav sit første digt, da han var tolv. Hans længste digt, Savitri, som det tog ham næsten femogtredive år at skrive, er fireogtyvetusinde linier langt. Det er hans højeste eksempel på, hvad han kalder "fremtids poesi" eller "over-hovedet-poesi"—poesi skrevet fra det højeste bevidsthedsplan. Og det er virkelig højt. Jeg ønsker dig held og lykke, hvis du vil fordøje mere end nogle få stanzaer (vers) uden at gå i samadhi [ekstatisk absorption]. Definitivt ikke noget man bør læse, mens man arbejder med tungt maskineri. Og nævnte jeg, at Aldous Huxley, nobelpristager Pearl S. Buck og andre, uafhængigt nominerede Sri Aurobindo til nobelprisen i litteratur?
Videre. Hvis du er politisk revolutionær, er du seriøst cool ikke? Godt. Hvad med den kendsgerning at Sri Aurobindo som elleveårig, efter at have læst et digt af Shelley om den franske revolution, (det er rigtigt, som elleveårig!) besluttede sig til, at han også ville dedikere sit liv "til en lignende verdensomvæltning" og føre sit undertrykte hjemland til frihed. Og efter at have afsluttet en stjernebestrøet akademisk karriere ved Cambridge, hvor han overlevede på ikke meget mere end "toast og te", blev han den ledede skikkelse i den Indiske uafhængigheds bevægelse. Englænderne betegnede ham endda som "den farligste mand i Indien" og smed ham i fængsel—helt nøjagtigt isolationsfængsel—i over et år under anklage for påstået involvering i en terror bombesprængning.
Men gæt, hvad han gjorde i fængslet. Blev han deprimeret? Nej. Han mediterede. Jeg siger dig! Rent faktisk, det var dér, i en rå seks fod ni celle, at han gennemgik en af de mest ekstraordinære transformationer i sin bemærkelsesværdige, hvis ikke episke spirituelle rejse. "Efter et lille stykke tid," fortæller han, "så jeg på det fængsel, som isolerede mig fra mine medmennesker, og det var ikke længere på grund af dets høje væge, at jeg var fængslet; nej, det var [Gud] som omgav mig. Jeg gik under grenene på træet foran min celle, men det var ikke træet, jeg vidste, at det var [Gud], det var Sri Krishna, som jeg så stå der og skygge over mig. Jeg så på tremmerne i min celle, selve gitteret som gjorde det ud for en dør og igen så jeg [Gud]…..Eller jeg lå på de grove tæpper, som jeg havde fået som briks og følte Sri Krishnas arme om mig, min ven og elskers arme." Så meget for isolationsfængsel.
Og mens vi taler om spirituelle gennembrud, så lad os se på hans yoga. Og her taler jeg ikke om tidsskrift-kalender-yoga af slagsen:
veldrejet-blondine-laver-suptavirasana-ved-
den-Kaliforniske-strand-ved-solnedgang. Det var yoga i den traditionelle forstand: meditation og kontemplation, som de fleste af os vil kalde det. At søge forening med det guddommelige gennem virkelig disciplineret, indre spirituel praksis. Nå, men skønt Sri Aurobindo ikke just var den, man behøvede at give lussinger, for at han skulle gøre sig umage, så lå det der med yogaen virkelig for ham. Første gang han henvendte sig til en lærer for at få vejledning, skete der rent faktisk det, at han blev skubbet ind i en bevidsthedstilstand, som mange aldrig når efter en livslang praksis. Blot ved at følge den ret ukendte yogis instruktion om at forkaste alle tanker, som dukkede op i hans sind, oplevede han at "mit sind på et øjeblik blev tavst som vindstille luft på en høj bjergtinde og så så jeg, hvordan den ene tanke efter den anden helt konkret kom udefra; jeg slyngede dem væk, før de kunne entre og overtage hjernen, og på tre dage var jeg fri."
Og for at være helt på det rene med hvad vi taler om, så var den "frihed" han oplevede—og vedblev at opleve fra den dag af—med hans egne ord intet mindre end "nirvana", den konkrete bevidsthed om ro og tavshed" som de fleste af os opfatter som grunden og målet for al mystisk stræben:
"At nå nirvana var det første mål for min egen yoga. Den kastede mig pludselig ind i en tilstand [i hvilken] der ikke var noget ego, ingen virkelig verden…end ikke En eller mange, kun simpelthen netop Det, uden kendetegn, relationsløst, skært, ubeskriveligt, utænkeligt, absolut, og dog i højeste grad virkeligt og det eneste virkelige…Hvad det bragte med sig var en fred der ikke kan udtrykkes, en vældig tavshed, en uendelig forløsning og frihed."
Men for Sri sluttede erfaringerne ikke der. Skønt det "i begyndelsen var ledsaget af en overvældende følelse og opfattelse af verdens totale uvirkelighed" begyndte hans oplevelse efterhånden at vige for erkendelsen af en dybere sandhed:
"Den side, som vedrørte en illusionær virkelighed, gav rum for én, i hvilken illusionen kun er et lille overfladefænomen med en umådelig Guddommelig realitet bag sig, og en højeste Guddommelig realitet over sig, og en intens Guddommelig realitet i hjertet af alt det, som først kun havde forekommet som en form eller skygge i en film…Nirvana i min udfriede bevidsthed viste sig at være begyndelsen af min realisation, et første trin mod hele tingen, ikke det eneste muligt opnåelige eller den kulminerende finale…Og så groede det langsomt, ikke til noget mindre, men til noget større end det første selv."
I disse buddhistisk oplyste tider i Vesten kan Sri Aurobindos påstand om, at nirvana ikke er enden på vejen, forekomme lidt underlig. For når alt kommer til alt, betyder nirvana ikke pr. definition "afslutningen," det endelige ophør, mod hvilket al vor stræben er rettet? Jeg mener, hvis vi ikke er totalt selviske bodhisattvaer, kan vi overveje at udsætte vores nirvana et par æoner. Men vi ved alle sammen, hvor vi er på vej hen ikke? Ophør, forløsning, transcendens, det hinsidige.
"Jeg er ikke sikker på, at du virkelig kan antage det om dine læsere," afbrød Elizabeth, en af mine kollegaer. "Indrømmet, de fleste spirituelle mennesker synes ikke at tænke på målet relateret til evolution, men der er sandsynligvis mange forskellige ideer om, hvor den spirituelle praksis vil fører hen, tror jeg. Se bare, hvor mange mennesker vi er faldet over i forbindelse med denne her udgave om evolution, som ser målet for den spirituelle vej som opnåelsen af fysisk udødelighed eller "lys kroppen". Hun vendte sig mod resten af teamet.
"Hun har ret," medgav Carter. "Var Sri Aurobindo rent faktisk ikke en af dem?"
"Tja. Jo," indrømmede jeg, "jeg tror, at en del af det han var ude efter, var noget i den stil. Men det var hel givet ikke hovedsagen. Skal jeg læse videre?"
"Sagde du lige, at Sri Aurobindo forestillede sig, at den spirituelle vejs mål havde noget med udødelighed og opnåelse af lys kroppen at gøre?" spurgte Andrew.
"Jo. Men jeg er ikke helt sikker på det," indrømmede jeg, "fra hvad jeg har læst, tyder det dog på, at han forestillede sig at fysisk udødelighed var et af resultaterne af den transformation, han pegede på. Jeg mener, helt ærligt, han taler meget om transformation af den fysiske krop, og jeg føler ikke, at jeg forstår den del særlig godt. Men jeg tror at kærnen i det er, at efterhånden som vores spirituelle evolution skrider fremad, hvor større guddommelige kræfter begynder at virke i os, så vil alle begrænsninger, selv fysiske begrænsninger, i den sidste ende blive transcenderet."
"Det lyder som noget, der er ret langt ude" bemærkede Carter. "Men du sagde, at det definitivt ikke var hovedsagen. Så hvad er efter din mening hovedsagen? Hvad er det, som har fået dig til at brænde sådan for dette her?" "Jeg tror faktisk, det er det, jeg skrev i begyndelsen—om den ultimative vision om målet og hensigten med den spirituelle søgen. Hans ideer om at vi kan skabe et guddommeligt liv på jorden. Det er faktisk det, som jeg skrev om i næste del af mit stykke. Her, jeg fortsætter, men springer lidt i det."
Hvis man stræber efter et spirituelt mål hinsides eller udenfor denne verden, er det let at opretholde alle mulige tågede forestillinger om det. Ord som nirvana, eller enlightenment, eller Guds realisation, kan betyde stort set hvad som helst, når de henviser til et transcendent eller ophøjet mål. Men når målet for den spirituelle vej, som i Sri Aurobindos tilfælde handler om noget, som skal ske i denne verden, så begynder valgmuligheden at indsnævres, og målet begynder hurtigt at definere sig selv. Og for Sri Aurobindo var målet dødsens sikkert. Det var intet mindre end den totale transformation af mennesket på alle planer. Gennem disciplineret praksis af hvad han kaldte "integral yoga", det vil sige yoga, som tager fat på enhver side af tilværelsen, følte han, at mennesker kunne rense sig for alle negative, egoistiske tendenser, og herigennem blive fuldstændig perfekte og pletfri redskaber for "den guddommelige bevidstheds" udtryk i denne verden. Dette var for ham det ultimative spring fremad, som alle menneskehedens højeste bestræbelser peger imod.
At betragte denne ekstraordinære transformation som blot et højere trin i den menneskelige evolution, var imidlertid for Sri Aurobindo, på ingen måde tilstrækkeligt til at yde fuld retfærdighed til det niveau af forandringer, som han havde forudset. For ham kunne en så radikal transformation af bevidstheden og af livet kun beskrives fyldestgørende som fødslen af en helt ny type skabning—en livsform, som han vekslede mellem at kalde "den gnostiske skabning" eller "supramentale skabning", eller slet og ret "supermennesket."
Hvis ideen om, at en ny type skabning vil blive bragt til live, har fået dig til at undre dig over, hvordan du endte op i denne her gang science fiction, så kan jeg forsikre dig om, at Sri Aurobindo, i hvert fald så vidt jeg ved, ikke havde nogen formodninger om, at vi ville lære at flyve, udvikle en intens aversion mod kryptonit, eller erhverve røntgensyn i nær fremtid. Hvad han imidlertid foreslår er, at hvis næste store trin i evolutionen virkelig er manifestationen af guddommeligt liv på jorden, og hvis den radikale transformation af selve menneskenaturen er midlet til at opnå dette, så synes det mål, som Naturen stræber efter nu, at være intet mindre end, at der opstår, hvad der i en fundamental forstand synes at være en fuldstændig ny skabning. En skabning i hvilken der, som han siger det:
"Ikke skulle være …nogen plads til…det begrænsede selvs tilfredsstillelse eller frustration…ingen plads for den relative og afhængige lykke og sorg som besøger og plager vores begrænsede natur; for alt dette hører til egoet og uvidenheden, ikke til åndens frihed og sandhed."
Efter fuldstændig at have transcenderet egoets snævre, selvcentrerede motivationer, og efter at være blevet illumineret af de højeste bevidsthedsniveauers lys og sandhed, vil dette "gnostiske væsen" i sandhed være det rene kar gennem hvilket det guddommelige i al dets pragt kan manifestere sig frit i denne verden:
"Ét i Selv med Alt, vil den supramentale skabning søge fryden ved selvmanifestation af Ånden i sig selv, men ligeledes fryden ved det Guddommelige i Alt: han vil have den kosmiske glæde og vil magte at bringe åndens fryd, glæden ved at være, til andre; for deres glæde vil være del i hans egen glæde over eksistensen."
"Er det ikke smukt" udbrød jeg. "Det er dét, jeg er så begejstret for, det er dét! Det er hele pointen, at vi har potentialet til at blive virkelig Gud-inspirerede, Gud-motiverede individer, som lever et liv fuldstændig hinsides egoet. Jeg mener, det kan vi alle sammen se potentialet for ikke? Vi ser det i hinanden, når vi er bedst. Og vi ved, at det er derfor, at vi er her—for at få dét til at ske. Hvorfor skulle vi ellers være her? Jeg ved godt at jeg prædiker for koret, men det slog mig igen, mens jeg læste det sidste citat, hvor fuldstændig enestående det er, det han sigter i mod.
"Jeg har ikke skrevet længere, men det næste punkt, jeg vil fremhæve, handler om det kollektive aspekt af hans vision. For det er der, det hele fører hen i den sidste ende. Det er det, han helligede størstedelen af sidste kapitel af The Life Divine til at tale om. Grundlæggende siger han, at for virkelig at manifestere det guddommelige liv, er det ikke tilstrækkeligt at nogle få højt udviklede individer sværmer rundt i nabolaget og udsender kærlighed og lys til alle andre. Han siger, at det der skal ske er, at en gruppe "gnostiske skabninger" finder sammen og begynder at virkeliggøre et fuldstændig anderledes kollektivt liv. Han skriver om det utrolig detailleret. Han skriver, hvordan helt andre regler kommer til at gælde, når en gruppe egoløse skabninger kommer sammen i visheden om deres absolutte enhed med hinanden og med helheden. Alle strukturerne, institutionerne og måderne at relatere og respondere individuelt og kollektivt på, vil blive informeret af, hvad han kalder "sandheds bevidstheden" eller " supramental bevidsthed" og resultatet er intet mindre end en fuldstændig ny "verden". Se! Det er det, jeg mener. Ingen andre har skrevet om alt det. Helt ærligt! Er der overhovedet nogen der ved noget om dette her? Forstår I, hvorfor jeg vil skrive det her stykke?"
Andrew løftede hænderne. "Okay, okay du har overbevist mig. Du har ret, vi bliver nødt til at lave noget om Sri Aurobindo til denne her udgave. Så hvornår tager du af sted til Indien?"
"Vent—før vi slutter" afbrød Carter "jeg vil bare være sikker på, at jeg har forstået historien korrekt. For du sagde, at han havde alle disse store oplevelser, mens han havde travlt med at lede revolutionen. Men han fortsatte da ikke bare med at lede revolutionen, mens han havde alle de der åbenbaringer vel? Man må da formode, at det spirituelle liv trak ham væk fra alt det."
"Tjah. Tro det eller ej, han fortsatte faktisk med at lede den et stykke tid, selv efter disse oplevelser. Selv mens han var midt i den vedvarende oplevelse af nirvana, som jeg omtalte, besøgte han en bombefabrik og holdt omkring femten politiske taler. Folk sagde, at det var de bedste taler, han nogensinde havde holdt. Men til sidst trak han sig dog ud af revolutionen. I 1910 hørte han, at englænderne ville arrestere ham, så han flygtede til Calcutta og endte i Pondicherry, en fransk koloni som tilbød asyl til frihedskæmperne. Det ser ud til, at han blev så optændt over den spirituelle revolution, som han opdagede, at han tabte interessen for den politiske revolution. Han blev dér i Pondicherry til slutningen af sit liv, optaget af sin egen spirituelle praksis, mens han ledte andre mennesker i deres og satte sin undervisning i Integral Yoga på tryk." "Det er lidt af en historie!" sagde Amy. "Jo mere man hører, jo vanskeligere er det at forstå, at det alt sammen er én fyr."
"Yeah! Og jeg har på fornemmelsen, at der er meget mere, hvor det kom fra" svarede jeg. "Det er derfor, det vil være alle tiders at tage ned og besøge ashrammen. Vidste I, at han rent faktisk omtalte den som et "evolutions laboratorium"? Der bor seksten hundrede mennesker, og nogle af dem har været med fra begyndelsen. Jeg er sikker på, at de har en masse at fortælle om Sri Aurobindo og integral yoga og med lidt held også om evolution."
Moderen
For de fleste af os bringer forestillingen om en indisk ashram ikke ligefrem et dynamisk billede frem i sindet. Vi tænker formodentlig på skæggede orangeklædte swamier, som sidder foran statuer af hinduguder og chanter mantraer; tidlige morgensamlinger med meditation og bhajan sang; en fredelig, enkel kontemplativ livsstil. Men gå igennem portene til Sri Aurobindos ashram, og du bliver udsat for noget helt andet. Rent faktisk, da jeg en solrig november morgen ankom til ashrammen, fandt jeg ingen indadvendte swamier, men energiske mænd, kvinder og drenge og piger, unge og gamle, ikke klædt i okker rober, men i polo skjorter—og kaki shorts! Hvis man aldrig har rejst i Indien, så betyder det nok ikke så meget for én, om alle bærer shorts i en ashram. Men for de som har slæbt en rygsæk rundt i dette socialt set konservative land, er det fuldstændig ufattelig. En hvilken som helst rejsefører, som er det papir værd, den er trykt på, vil fortælle lige ud: Medmindre du er fanden i voldsk opsat på at fornærme loka lbefolkningen, så lad være med at bære shorts. Hvad ligger der bag de shorts, tænkte jeg.
Et besøg i ashram receptionen, dagens første stop, gav mig hurtigt et svar. "Ideen med at bære shorts kom fra Moderen," informerede manden bag disken mig. " Hun indførte det helt tilbage i de tidlige fyrrere. Det var et meget kontroversielt skridt på den tid, men nu er det rimelig respekteret over hele byen. Moderen var en sand pioner, ser De. Hun har sat sit mærke på alle tilværelsens områder. Ved De noget videre om hende?"
"Jeg har læst nogle af hendes bøger," svarede jeg. Men i betragtning af at hendes billede optog mere af ashrammens vægplads end selv Sri Aurobindos, indså jeg, at jeg sikkert ville komme til at lære meget mere om hende i de næste par dage.
Moderen, som ikke må sammenblandes med hans mor, var en fransk maler og musiker ved navn Mirra Richard, fandt jeg ud af, som dukkede op på Sri Aurobindos dørtrin i 1914, blot for at genkende ham som den spirituelle lærer, som havde vist sig i hendes syner siden hun var teenager. Mirra var en særdeles kyndig okkultist, og hun berettede selv, at hun havde "lavet yoga" siden hun var fire og svævet ud af kroppen ved nattetide størstedelen af sit liv. Hun havde studeret hos nogle ledende okkultister i Algier og havde ledet esoteriske studiekredse i Paris, med deltagere så prestigefyldte som den hæderkronede tibetolog Alexandra David-Neel. Som maler og fra sine unge år medlem af den Parisiske kunstnerelite med typer som Rodin og Matisse, var hun en usædvanlig kultiveret kvinde.
Når de fleste af os hører ordet "okkult", tænker vi formodentlig på seancer, trylleformularer, Ouija brædder og andre mystiske, ret spøgelsesagtige foreteelser, som sker i stearinlysets skær. Og skønt Moderen utvivlsomt har deltaget i en betragtelig mængde af noget sådant, var hendes egentlige okkulte kald af en ganske anden størrelsesorden. Hendes forskellige "missioner på jorden" inkluderede så formidable opgaver, som at besejre eller "omvende" de fire store asuras, eller dæmoniske kræfter, som holder verden i deres greb (hvor det praktisk nok lykkedes for hende at gifte sig med én af dem). Yderligere havde hun fra sine tidligste år vidst, at hun også havde en opgave for sig, som kun kunne kaldes "spirituel" i sin natur. Som hun fortæller: "Mellem elleve og tretten år gammel åbenbarede en række psykiske og spirituelle oplevelse for mig, ikke alene Guds eksistens, men også menneskets mulighed for at forene sig med Ham, for at realisere Ham integreret i bevidsthed og handling, for at manifestere Ham på jo rden i det guddommelige liv." Intet under, at da hun endelig mødte Sri Aurobindo rent fysisk, ramtes hun dybt. Som hun skrev næste dag i sin dagbog: "Lidet betyder det, at tusinder er nedsænket i den dybeste uvidenhed, Han, som vi så i går, er på jorden; hans tilstedeværelse er tilstrækkeligt til at bevise, at der vil komme en dag, hvor mørket vil blive forvandlet til lys, og Eders rige i sandhed vil grundlægges på jorden."
Mirras første besøg i ashrammen endte imidlertid brat et år efter, da første verdenskrig brød ud, og hun tog af sted sammen med sin mand, som var kaldt tilbage til Frankrig for at gøre militærtjeneste. Men da hun vendte til–bage til Indien for alvor i 1920, anerkendte Sri Aurobindo åbenbart hurtigt hendes ekstraordinære spirituelle evner, og snart begyndte han at opfatte hende som en art fortrolig og medarbejder i sit projekt.
Hendes bemærkelsesværdige anlæg for det praktiske gjorde indtryk på ham, og i løbet af nogle få år gav han hende frie hænder til at planlægge, bygge og lede hans voksende ashram, ultimativt gav han hende endda ansvaret for personlig spirituel vejledning af disciplene. Og ledelse var hvirkelig hvad hun demonstrerede. Som Michael Murphy, som kendte hende personligt sagde: "Hun sparkede røv. Hun sparkede virkelig røv. Hun var en stærk personlighed. Hun var skarpsindig. Hun var en rigtig bygherre, forretningsmand, ekstremt duelig. Og hun var spirituelt realiseret. Der var ingen slinger i valsen." Det kom til at gå op for mig, at i de treoghalvtreds år hun levede i ashrammen, var det Moderens indflydelse, langt mere end det var Sri Aurobindos selv, som var den ledende kraft i væksten og udviklingen af dette voksende spirituelle samfund, og i arbejdet med integral yoga i det hele taget.
Takket være hjælpen fra nogle veteran–ashramitter, som tilbød at vise mig rundt, havde jeg i løbet af min første dag chancen til at tale med et bredt udsnit af mennesker om den magtfulde rolle, som denne usandsynlige guru fra Paris spillede og vedbliver at spille i deres liv. Senere om aftenen, hvor mit hoved spandt med alt, hvad jeg havde fået at vide, deltog jeg i gruppemeditationen. Jeg var dårlig nok begyndt at falde ned, før min mobiltelefon ringede. "Pokkers. Jeg fatter ikke at jeg kunne glemme at slukke den!" Jeg forbandede mig selv, mens jeg på tåspidser løb igennem mængden af tavse mediterende, for at nå døren før næste ring.
Gæt hvem? Det var Andrew og mine kolleger i kor: "Hvad sker der i laboratoriet?"
"Tjah" svarede jeg, usikker på, hvor jeg skulle begynde, "det er en ordentlig mundfuld. Menneskene her er alle sammen virkelig søde, og de har været ekstremt hjælpsomme. Og så vidt jeg forstår, er de stort set alle samen ret hengivne."
"For evolutionen?" spurgte Carter.
"Ja. I det mindste nogen af dem," svarede jeg. Men hvad der er ti gange mere åbenbart, er deres hengivenhed til Moderen."
"Moderen!" De lød målløse.
"Yeah, jeg havde heller ingen ide om, hvilken rolle hun spillede her, jeg mener, det ser ud som om, de er meget mere hengivne til hende, end de er til Sri Aurobindo."
"Kunne det ikke skyldes, at hun var der tyve år efter hans død, så folk havde meget mere kontakt med hende end med ham?" foreslog Amy.
"Jeg tror at det sandsynligvis var en del af det, men der er mere i det. Det ser ud til, at Sri Aurobindo fortalte dem alle sammen, at hengivenhed og overgivelse til hende, som den guddommelige Moder på jorden, var den mest afgørende del af den spirituelle vej."
"Det lyder som om, hun i virkeligheden med rette blev betragtet som en magtfuld spirituel mester," kommenterede Elizabeth.
"Det er der ingen tvivl om. Faktisk sagde Sri Aurobindo, at han og Moderen var 'én bevidsthed.' Og alle her er overbeviste om, at de begge var avatarer, som steg ned fra himlen for at bringe den 'supramentale bevidsthed' ned på jorden, eller rettere, at de to tilsammen udgjorde én avatar eller noget i den stil. Det er lidt forvirrende. Men hvad jeg kan sige er, at udfra den måde folk taler om, hvordan det var at være sammen med hende, er det åbenbart, at hun ramte dem virkelig dybt. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers har set en så intens hengivenhed."
"Det undrer mig, at vi ikke vidste mere om moderens indflydelse," sagde Elizabeth. "Kan der have været nogle store huller i din research?"
"Jo, måske," svarede jeg, men Georges Van Vrekham, som har skrevet biografier om begge to, fortalte mig i dag, at så at sige ingen i Amerika tager notits af Moderen, jeg er ikke sikker på hvorfor."
"Det lyder virkelig som begyndelsen på et eventyr," fortsatte Andrew. "Det bliver interessant at se, hvor tingene står om en dag eller to."
Integral yoga
Efter at have tilbragt næsten hele første dag med at tage et lynkursus om Moderen, var jeg klar til vende tilbage til Sri Aurobindo på anden-dagen. Én ting var at læse om hans ekstraordinære liv, men nu havde jeg endelig chancen til at møde nogen, som rent faktisk havde kendt ham. I hvert fald på en måde. Mit møde den eftermiddag var med en mand ved navn Amal Kiran, eller "Den Klare Stråle", en almindeligt elsket og højt respekteret digter, forfatter og kultur kritiker, bedre kendt som K. D. Sethna, som var flyttet til ashrammen i 1927. Eftersom han ankom til scenen, mens der stadig kun var en håndfuld disciple, ville man naturligt antage, at Amal ville have et tæt personligt forhold til mesteren. Så da han fortalte mig, at han faktisk aldrig havde hørt Sri Aurobindos stemme, var jeg temmelig forbløffet. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde læst, at Sri Aurobindo trak sig tilbage i afsondrethed i 1926, hvorefter ikke andre end Moderen og lejlighedsvis besøgende VIP'ere, samt en håndfuld læger, som hjal p ham med at komme sig efter en skade, havde hørt hans stemme. Hvis der dengang var nogen, som ville have en forbindelse med mesteren ud over de tre gange årligt tilbagevendende darshans [audienser hos mesteren], så var der kun én måde at gøre det på. Man skrev breve til ham. Og i de fleste tilfælde skrev han tilbage. Amal, fik jeg at vide, var en af dem, der havde skrevet mest til ham. Eftersom han selv var en højt anerkendt digter, havde han det held at indgå i en vedholdende korrespondance med Sri Aurobindo om skabelsen af mesterens episke digt Savitri. Og Amal havde også, med Sri Aurobindos hjælp, opdyrket kunsten at skrive "overhovedet poesi", skønt han godt ville indrømme, at han ikke havde lært at skrive fra det allerhøjeste bevidsthedsplan.
Nu syvoghalvfems år gammel var Amal helt sikkert den mest glædestrålende person, som jeg ville komme til at møde i den tid, jeg var her. Fra første færd vidste jeg, at jeg talte med én, som havde praktiseret integral yoga i femoghalvfjerds år, så jeg spildte ikke tiden på historie og filosofi. Hvad er essensen af den praksis. Det ville jeg vide. Amal tøvede ikke et sekund.
"Denne vej bliver man nødt til at nærme sig i en ånd af fuldstændig spirituel selvovergivelse," forklarede han. "Det er ikke en individuel præstation, men en given sig selv til den Guddommelige Højestes ønsker. Og i de daglige funktioner, husk det guddommelige og giv dig selv til det guddommelige. Og ad denne selvovergivelsens vej, er det det guddommelige som beslutter, hvor langt du vil nå. Man må nærme sig det guddommelige i ånden: 'Gør med mig, hvad du vil. Gør mig til det, du ønsker jeg skal være, og ikke hvad jeg måtte drømme om at blive.' Yogaen må være i den ånd."
I løbet af min samtale med Amal den eftermiddag, som bredte sig vidt ud over hele integral yogaens territorium, begyndte jeg for første gang at få en fornemmelse af, hvad det kræver at praktisere denne omfattende vej, som Sri Aurobindo anså for "vanskeligere end nogen anden."
Min samtale med Amal havde strukket sig ud over ashrammens middagstime, så desperat efter noget vestlig mad, tog jeg chancen i en af de Italienske restauranter langs vandet. Halvvejs gennem en af de mest vandede tallerkner fettucini jeg nogensinde var stødt på, ringede telefonen igen. Klart nok, det var hjemmeholdet.
"Jeg møder nogle utrolige typer," begyndte jeg. Husker I K. D. Sethna, eller Amal Kiran—den berømte indiske forfatter, som jeg fortalte jer om, som var elev af Sri Aurobindo og som havde haft den lange korrespondance med fader Bede Griffits, den ærværdige kristne sannyasin? Vi tilbragte en time sammen i eftermiddags, og han var vidunderlig. Syvoghalvfems år gammel, mere eller mindre berøvet bevægeligheden i en rullestol i ashrammens plejehjem, men fuldstændig nærværende, vågen og skarp som et barberblad, og hans udstråling var enestående. Jeg mener, mod slutningen af vores samtale, var nærværet i stuen virkelig dybt."
"Hvad talte i om?" spurgte Elizabeth.
"Integral yoga. Jeg tror jeg er ved at få en klarere fornemmelse af det. Du ved, hvordan vi aldrig rigtig har været i stand til at fatte, hvad integral yoga handler om."
"Ja!" svarede de.
"Men jeg tror, det var fordi vi ledte efter en slags liste med øvelser. Men der er ingen."
"Yoga uden praksis. Det må være nemt, at få folk til at melde sig til det!" spøgte Andrew.
"Nej. Det er ikke sådan at de ikke har nogen praksis. Jeg tror at stort set alle sammen har en eller anden praksis, som meditation eller mantra eller kontemplation eller hvad du vil. Men pointen er, at det handler ikke om praksissen som sådan. Det er om hele orienteringen mod livet. Sri Aurobindos mål var at afstedkomme den totale transformation af mennesket på alle planer, og ligeledes transformationen af livet i det hele taget. Så han skabte, hvad han kaldte en 'verdensforandrende' eller 'natur-forandrende' yoga, en måde at gribe den spirituelle vej an på, som kunne anvendes på alle livets forhold."
"Hvad betyder det i praksis?" Spurgte Amy.
"Ja sådan som jeg forstår det, er integral yoga grundlæggende et sæt principper, som altid kan lede én i enhver situation. Jeg mener, han har skrevet om det på forskellige måder, og der er mange dimensioner i det, men essensen er faktisk enkel. Det kan koges ned til tre ting, som han kalder stræben, forkastelse og overgivelse. Så først bliver du nødt til at stræbe ensporet efter at realisere det guddommelige med hele dit væsen. Og skønt denne stræben blot kan tage udgangspunkt i noget så enkelt som en mental viljeshandling eller hensigt, bliver den ultimativt nødt til at komme fra en langt større dybde, fra din egen sjæls længsel efter den guddommelige perfektion. Og så, når han taler om forkastelse, siger han, at man bliver nødt til at forkaste alt som opstår inde i en eller udenfor en, som på nogen måde ville forhindre opfyldelsen af ens stræben. Indrømmet, i første omgang er den hårfine skelnen mellem, hvad der skal forkastes og hvad der ikke skal, ikke så ligetil. Men hvis ens stræben er ægte, vil man rimelig hurtigt komme til et sted, hvor det er let direkte at se, hvad der er en hjælp, og hvad der er en forhindring. Og så bliver din stræben afprøvet, for du bliver nødt til at være villig til at foretage det rigtige valg."
"Så hvor passer overgivelsen ind i ligningen?" spurgte Carter.
"Ja ifølge ham, er overgivelsen den vigtigste af de tre. For i sidste ende er hele pointen med integral yoga at blive et rent redskab, så en højere magt kan tage over og begynde at leve i dig og gennem dig. Han er yderst præcis på det punkt. Han siger, at det ikke er nok at du ønsker at åbne dig for en guddommelig kraft, at du vil opleve dens pragt. Du bliver nødt til at ønske at blive dens villige tjener. For som han ser det, har den guddommelige bevidsthed sin egen vilje, sin egen lov, på en måde i overensstemmelse med den højeste sandhed, og i den sidste ende er den eneste måde vi kan skabe et sandt guddommeligt liv, at leve ved det fuldstændigt, at være helt overgivet til det—og ikke på en passiv måde, men aktivt at overgive sig til det, at overgive hele vores liv til det."
"Du har ret—det er virkelig kraftigt," sagde Amy. "Enkelt, men dybt."
"Ja. Og det begynder at blive virkelig interessant," fortsatte jeg, "når han begynder at tale om transformation. Ifølge Sri Aurobindo var der tre forskellige transformationer som blev nødt til at finde sted: den psykiske, den spirituelle og den supramentale. Jeg har endnu ikke fattet den supramentale, så jeg vil ikke engang forsøge at forklare den. Og den spirituelle transformation tror jeg, er det de fleste af os tænker på, når vi taler om enlightenment eller selvrealisation. Det er erkendelsen af det uendelige, det absolutte selv eller vores værens grund. Men der er noget enestående ved det, han kalder den psykiske transformation, særlig i relation til evolutionen. For Sri Aurobindo var dette nøglen til hele vejen.
"Da han begyndte at undervise og i adskillige år efter, plejede han tilsyneladende at undervise sådan, som han var blevet undervist, ved at prøve at få dem til at opleve det tavse sind, formodentlig fordi han håbede på, at det ville føre til det samme gennembrud til nirvana og hinsides, som var sket for ham. Men baseret på sine erfaringer fra arbejdet med mennesker gennem mange år, skiftede han fra midten af nitten hundrede og tyverne fuldstændig sin vægtning. I dette skift begyndte han som højeste prioritet at lægge vægt på opdagelsen af, hvad han kaldte 'det psykiske væsen' eller 'sjæl'. Ordet sjæl bruges, særlig for tiden, til at henvise til alle mulige forskellige ting. Men Sri Aurobindo mente noget ganske bestemt. Han sagde dybest set, at der er en individuel gnist eller frø af det guddommelige i enhver af os, som kunne kaldes vores sande selv eller, som han sagde ind i mellem, vort sande væsen. Og skønt dette sande væsen almindeligvis er tilsløret af vores ydre personlighed, af ego identitet, så kan dets tilskyndelser føles, selv i denne formørkede tilstand, som vores egne spirituelle tilskyndelser og stræben. Hvad der er betydningsfuldt for dette psykiske væsen er ifølge ham, at fordi dets natur er selve det guddommelige, så ønsker det ikke alene, at vi udvikler os mod perfektion, men det kender til fuldkommenhed vejen dertil. Det er derfor, han lægger så meget vægt på det. For—når først sjælen eller det psykiske væsen træder frem i individet så er der en naturlig dynamisk stræben, som overskrider al egoets og den lavere naturs modstand. Det er som om egoet bliver sparket ud af førersædet, og Gud overtager rattet som dig selv. Og når det sker, så ændrer vejen sig fuldstændigt. Så stræber man og udvikler sig stedse opad. Det er oplagt hvilke valg, som vil føre ind i den retning, og alverdens passion og interesse er til stede for at foretage det rigtige valg. Så derfra følte han, at resten af vejen kunne udfolde sig organisk og uden mange anstrengelser. I mit interview med Amal kunne han ikke holde op med at tale om det. Jeg forstod, at for ham var det dét, som havde ændret alting. Han sagde, at det er ligesom et skift ind i en fuldstændig anden dimension. Og da jeg spurgte ham, hvad hans oplevelse var her og nu, sagde han bare, at der er "en varme og en glød i hjertecentret", og man kunne føle det komme ud af ham.
Efter en kort pause sagde Carter " Det er en seriøs undervisning, og det lyder som Amal er lidt af et fænomen. Sri Aurobindo havde åbenbart en stor indflydelse på mennesker".
"Det gør det virkelig", medgav Andrew. "Det lyder som om du allerede er kommet virkelig i dybden med tingene. Hvorfor prøver du ikke, om du kan få mening i det 'supramentale', og lad os snakke sammen igen i morgen aften".
Supersindet
Min opgave for næste dag var klar nok. Skønt det var lykkedes for mig at få fat på en del af Sri Aurobindos evolutionære vision og i det mindste rudimenter af Integral Yogaen, så havde jeg stadigvæk ikke rigtig fået fat på, hvad det supramentale handlede om. I mange af de samtaler, som jeg hidtil havde ført, havde jeg hørt adskillige referencer til en "ny bevidsthed", som de, der boede i ashrammen, følte som en animerende tilstedeværelse i deres spirituelle liv. Og skønt jeg havde en fornemmelse af, at det på en eller måde var relateret til, hvad Sri Aurobindo havde refereret til som "den supramentale bevidsthed", så kunne jeg ikke være sikker. Og så var der den gådefulde begivenhed, som blev kaldt "den supramentale nedstigning" eller "den supramentale manifestation", som syntes at optage så central en plads i ashrammens historie. Jeg blev nødt til at finde ud, hvad det var og endnu vigtigere, hvorfor det var så betydningsfuldt.
Hele den følgende dag fik jeg chancen for at få alle mine spørgsmål besvaret i samtaler med først min vært, Richard Pearson og Kailash Jhaveri og senere med en opstigende stjerne blandt indiske foredragsholdere: Sraddhalu Ranade. Og mod dagens slutning havde jeg en meget klarere fornemmelse af, hvorfor det supramentale blev omtalt med sådan en ærbødighed i ashrammen (The Integral Yoga Community). Jeg fandt ud af, at for Sri Aurobindo og Moderen var det dette ekstremt høje bevidsthedsniveau, som var nøglen til menneskehedens evolutionære potentiale. Da telefonen ringede om aftenen, var jeg virkelig ivrig efter at fortælle, hvad jeg havde fundet ud af. Men Carter havde andre planer.
Før jeg kunne få et ord indført, fyrede han følgende af: " Hey, jeg tror X-files har fået alvorlig konkurrence. Har du læst George Van Vrekhems bog Beyond The Human Species?!".
"Noget af den". Jeg undrede mig over, hvor det her ville føre mig hen.
"Læste du tilfældigvis den del om Sri Aurobindo og Moderen, hvor de kæmpede i Anden Verdenskrig med deres psykiske kræfter?", fortsatte han. "Van Vrekhem siger utvetydigt, at både Sri Aurobindo og Moderen havde en umådelig indflydelse på krigens udfald ved at sætte deres spirituelle kræfter ind på De Allieredes side".
"Det tror jeg ikke, jeg har hørt om. Faktisk brugte jeg mere tid på at læge Heehs's biografi. Han nævner ikke noget i den retning".
Carter nød virkelig det her. "F.eks. står der her, at Sri Aurobindo plejede at påvirke Churchills tankegang psykisk. Det var faktisk ham, der stod bag alle de inspirerede taler. Og han påvirkede også den militære strategi".
"Du må ha' spist søm", sagde Andrew en anelse irriteret. "Sagde Sri Aurobindo virkelig det?".
"Måske ikke ligeud. Det lyder som om, Van Vrekhem drager vidtgående konklusioner, beroligede Carter os. "Men I har ikke hørt halvdelen endnu. Ifølge ham var hver eneste af Hitlers bevægelser styret af en dæmon, som plejede at vise sig for ham i hans værelse. Så en nat betvang Moderen midlertidigt denne dæmon på det okkulte plan og viste sig for Hitler forklædt som dæmonen og beordrede ham til at angribe Rusland, en afgørende fejl, der—som vi alle ved—svækkede Vestfronten og i sidste ende førte til, at han tabte krigen.
"Det minder mig om, at jeg en gang læste noget i en bog om, hvordan den beslutning blev truffet", tilføjede Amy. "Jeg kan ikke huske detaljerne, men det virkede som om der skete noget virkelig uhyggeligt den nat. Noget med at Hitler var helt sindsforvirret."
"Det er en underdrivelse," bemærkede Andrew.
"Nu ku' jeg godt tænke mig at vide", afbrød Elizabeth, "hvordan alt det her passer sammen med Sri Aurobindo og Moderens ekstraordinære evolutionære vision, eller for den sags skyld med Integral Yoga. At kontrollere menneskers tanker og besejre dæmoner? Jeg mener, måske er det bare mig, men jeg synes det er svært at få det hele til at passe sammen."
"Jeg tror faktisk det er ret enkelt," meddelte Carter. "Se nu her, Moderen var interesseret i det okkulte helt fra begyndelsen, så det er ikke den store overraskelse, at hun stadig var involveret i alt det her i ashrammen. Jeg mener, en masse spirituelle mennesker er interesseret i det paranormale. Se bare hvor mange af vore spirituelle venner, som var inde og se Den sjette sans eller Phenomenon. Og hvad angår Sri Aurobindo, ja så var han inder. Han var Yogi. Er det ikke simpelthen en del af Yoga-traditionen. Forestillingen om at vi kan udvikle disse overnaturlige kræfter eller siddhis? Jeg ved ikke, om de passer eller ej, men alle den slags historier breder sig omkring indiske guruer. Jeg mener, har I aldrig læst En Yogis Selvbiografi?".
"Det er jeg enig i", afbrød jeg. "Under alle omstændigheder hvis man virkelig havde sådanne kræfter, så kan jeg ikke forestille mig en bedre måde at bruge dem på end at redde verden fra Hitler."
"Ja, og der er mere!" fortsatte Carter. "Der står også, at krigen faktisk blev sat i gang af onde kræfter, som ville blokere den 'supramentale manifestation', som Sri Aurobindo og Moderen forsøgte at virkeliggøre gennem deres yoga."
"Så er det godt" sagde Andrew. "Ikke flere X-files til jer, gutter."
"Lige et øjeblik. Gi' mig lige en chance" brød Elizabeth ind. "Vil I virkelig påstå, at fænomenet Hitler var en slags satanisk respons til det de foretog sig hernede i en lille ashram i Sydindien?"
"Jeg siger kun, hvad der står i bogen" svarede Carter.
"Jeg kan ikke sige andet end, at jeg synes det er godt, at de stoppede krigen, siden det åbenbart i første omgang var dem, der var ansvarlige for den," sagde Andrew leende.
Amy prøvede at få os tilbage på sporet. "Sagde I ikke noget om en supramental manifestation?"
"Ja Craig, fandt du nogensinde ud af, hvad det supramentale handlede om?" spurgte Carter. "Van Vrekhem taler en hel del i sin bog om den supramentale manifestation, og for at være helt ærlig kan jeg godt se, hvorfor du ikke fangede den."
"Jeg troede aldrig du ville spørge" svarede jeg. "Jeg har talt med mennesker om det hele dagen, og langt om længe tror jeg, at jeg begynder at fatte det. Det kraftig kost."
"Stærkt. Oplys os." Andrew lød lettet over at skifte emne.
"OK. Det kan godt lyde lidt indviklet, fordi jeg føler, at jeg først lige er begyndt at få en fornemmelse for det, men det I først og fremmest må forstå er, at for Sri Aurobindo og for Moderen var dette Supersind faktisk alt. Jeg mener, den supramentale manifestation var hovedsagen i alt, hvad de prøvede at få til at ske. Det var det, følte de, som virkelig ville åbne døren for, at det guddommelige liv kunne virkeliggøres på jorden."
"Hvad vil det nøjagtig sige?" spurgte Carter. "Hvad var det, de prøvede at gøre?"
"Ja først bliver I nødt til at forstå selve Supersindet. Derefter vil vi gå over til 'manifestationen'. Kan I huske Sri Aurobindos oplevelse tilbage i fængselscellen? Tilsyneladende var det, jeg læste for jer, kun begyndelsen på en hel række oplevelser, han havde i løbet af de år, han tilbragte der. I det tidsrum begyndte han at udforske de højere bevidsthedsplaner, som eksisterer over sindet. Han sagde, at der var en række overordnede planer, som gik fra det Højere Sind til det Illuminerede Sind til det Intuitive Sind til Oversindet. Og ovenover alle disse bevidsthedsplaner eller niveauer var der et niveau, han kaldte 'Supersindet' eller 'den supramentale bevidsthed'. Nu forholder det sig sådan, at dette supersind, og det her er virkeligt interessant, ikke er det samme som den uendelige, tomme, statiske, udifferentierede Absolutte, rene bevidsthed, som de fleste mystikere peger på som det højeste niveau. Det var et trin under det. Eller snarere, det var en slags overgangsniveau eller bro imellem den Abso lutte bevidsthed og hele området af manifestation og foranderlighed nedenunder."
"Sagde du 'overgangsniveau'?" spurgte Elizabeth. "Jeg mener, begrebsmæssigt kan jeg på en måde forstå det, men har du nogen idé om, hvad han egentlig mente?"
"Tja jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår, hvad 'overgangsniveau' betyder, og jeg er heller ikke helt sikker på, om Sri Aurobindo faktisk brugte det udtryk selv," fortsatte jeg. "Det, der imidlertid var vigtigt ved denne her idé om et overgangsniveau eller en bro, var imidlertid, at dette bevidsthedsniveau bragte det sammen, som var over det og under det. Supersindet er med andre ord det, som, samtidig med at det er fuldt bevidst om den udelte, umanifesterede Værensgrund, også opfatter fylden, rigdommen og mangfoldigheden af den manifesterede virkelighed, uden at der er nogen modsætning mellem de to. Det ser den Ultimative Enhed af alt i selve mangfoldigheden. Det ser alt som perfekt helhed, og derved forener det alting."
"Grunden til at det her er så interessant, særlig hvad angår evolutionen, er, at Sri Aurobindo—udover at tale om Supersindet som det, der ser enhed i mangfoldigheden—også omtaler det som Bevidst Kraft. Så ser I, det var ikke en slags passiv, guddommelig værenstilstand. Det var en umådelig, bevidst forenende kraft, som indeholdt et transformativt potentiale hinsides enhver forestilling. Og det tror jeg var hovednøglen, for han følte virkelig, at denne kraft kunne transformere livet som vi kender det, hvis den kunne blive 'nedbragt' i den fysiske verden. Han og Moderen arbejdede på at bringe den ned."
Og hvad betyder det så: "At bringe den ned"?
"Ja, se det er det spørgsmål, som ingen rigtig synes at være i stand til at besvare. Hvad jeg imidlertid ved er, at han i 1926 trak sig tilbage, efter at han havde haft et stort yogisk gennembrud, som han kaldte 'oversindets nedstigen'—hvilket tilsyneladende er et niveau under 'Supersindet'. Han levede i afsondrethed resten af sit liv derefter for helt at kunne hellige sig at bringe denne højeste kraft ned i 'jordbevidstheden'. Her er det vigtigt at forstå, at han ikke bare prøvede at gøre det for sig selv. Han sagde, at hvis det kun drejede sig om at gøre det for sig selv, ville det have været nemt. Nej, hvad det end var, han gjorde inde i sit rum gennem alle disse år, så var det noget, han følte ville have transformative implikationer for hele verden. Det er ikke let at sige, hvordan han troede, det ville ske, men på en eller anden måde, ville det ændre bevidstheden, og endda selve substansen, af alting på planeten."
"Var det det, som hele hans fokus på kroppen handlede om?" spurgte Andrew. "Og hele idéen om udødelighed?"
"Det synes helt sikkert at have været en del af det. Han mente faktisk at denne supramentale bevidsthed ville ændre alting, helt ned på det cellulære niveau og endda helt ned til selve materiens struktur, mener jeg. På ethvert niveau vi kan forestille os, var hans vision uden begrænsninger."
"Wow", sagde Carter. "Det kan nok være, at vi taler om transformation! Det kan ikke undre, at han kaldte det for fremkomsten af supermennesket."
"Hvad skete der så til sidst" insisterede Elizabeth. "Lykkedes det? Fik Sri Aurobindo nedbragt det supramentale?"
"Niks."
"Nej?" Amy lød skuffet. "Magen til antiklimaks skal man lede længe efter. Tak for opbygningsfasen Craig!"
"Vent lidt. Jeg var ikke færdig. Han gjorde det ikke. Men ifølge alle sammen her, så gjorde Moderen det."
"Moderen?!" sagde de med én stemme.
"Ja, men med hans hjælp. Ifølge hende, kunne han have fortsat med at leve, men han døde med det formål, at kunne arbejde for sagen fra den anden side. Han efterlod hende, for at hun kunne arbejde fra sin side, og seks år efter fik de sammen den store begivenhed til at ske."
"Så hvad skete der?" spurgte Carter.
"Desværre. Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ville ønske at jeg havde undersøgt sagen lidt bedre, men jeg tror, at jeg var så ophidset over, at jeg endelig kunne begribe alt det her, at jeg overså nogle få oplagte pointer. Men jeg har stadig et interview på beddingen med Peter Heehs, ham historikeren der skrev den store biografi om Sri Aurobindo. Jeg er sikker på at han kan give mig hele historien."
Supersindet manifesteres.
For at forberede mig på interviewet med Heehs, gik jeg næste dag ned på ashrammens bibliotek for at se hvad jeg kunne finde om denne ærefrygtindgydende begivenhed, hvor Moderen havde "manifesteret Supersindet i jordens atmosfære," som jeg var blevet fortalt. Og dér, midt i arkivet, fandt jeg ud af, at efter Sri Aurobindos død i 1950, var Moderen begyndt på en voldsom intensivering af sin personlige yogiske sadhana, en så radikal fordybelse, at hun på et tidspunkt advarede sine disciple mod at røre ved sig, fordi den kraft, der kom ud af hende, var så voldsom. (en påstand der angiveligt blev bevist, da en af disciplene ved et tilfælde kom til at røre hendes finger, hvorved hun blev slået bevidstløs på grund af styrken af denne kraft).
Det var midt i denne intense yogiske fordybelse, at den længe ventede "gyldne dag" endelig oprandt. Historien fortæller, at det var en typisk onsdag aften, og alle disciplene havde samlet sig på ashrammens boldplads til Moderens ugentlige tale og meditation. Men som hun senere skrev i en meddelelse til sine disciple, så var det, der skete denne skæbnesvangre nat, langt mere end en meditation.
Denne aften var den Guddommelige Tilstedeværelse, konkret og materielt, tilstede iblandt jer. Jeg havde en form af levende guld, større end universet, med ansigtet mod en umådelig og massiv gylden dør, som skilte universet fra det Guddommelige. Mens jeg så på døren, vidste jeg og ville jeg, i en enkelt bevægelse i bevidstheden, at 'tiden er inde', og idet jeg med begge hænder løftede en mægtig gylden hammer, slog jeg ét slag, et eneste slag på døren, og døren var splintret i stykker. Og ned over jorden fremstormede det supramentale lys, kraften og bevidstheden i én uafbrudt strøm.
Det fortælles, at moderens oplevelse den nat var overvældende. I en sådan grad, fortalte Peter Heehs mig, at "hun troede at alle ville ligge bevidstløse i boldbanens sand, da hun så op fra meditationen". Men til hendes forbløffelse forklarede Heehs mig "så sad de bare der, som om der ikke var sket noget, og for deres vedkomme, så var der ikke sket noget." Men på trods af mangelen på en øjeblikkelig virkning, forblev Moderen rodfæstet i overbevisningen om, at det store gennembrud rent faktisk havde fundet sted. To måneder senere dukkede følgende meddelelse op i ashrammens journal:
Herre. Du har villet og
jeg forårsager:
Et nyt lys bryder frem
på jorden.
En ny verden er født.
Det som var bebudet
er fuldbyrdede.
"Det som var bebudet", betyder intet mindre end indførelsen af en ny evolutionær dynamik i "jordens bevidsthed"—én der, som Sri Aurobindo udtrykte det, "ikke kunne undgå at have en umådelig indflydelse på menneskeheden som helhed," og som efter tilstrækkelig lang tid, ville afstedkomme en storstilet transformation af livet på jorden.
Både Sri Aurobindo og Moderen forventede, at dette evolutionære gennembrud ville udløse overvældende globale ændringer. Jeg ville høre, hvordan Heehs mente det gik, udfra hans perspektiv som historiker. Havde historien bekræftet forudsigelserne? Han opsummerede således: "Jeg hader at sige det, men det er fyrre-halvtreds år siden nu, og i det mindste synligt, har tingene ikke ændret sig til det bedre. Det er klart, at når vi taler om en kosmisk udvikling, forventer vi ikke nødvendigvis, at alle bliver gyldne fra den ene dag til den anden, men…."
Da jeg gik rundt i ashrammen samme eftermiddag for at sige farvel og tak til alle de mange usædvanlige mennesker, jeg havde mødt i løbet af den uges tid, hvor jeg havde opholdt mig dér, spurgte jeg alle, som jeg stødte på, om hvad de mente om den supramentale manifestation? Var det virkelig sket? Og i givet fald, hvad var effekten? Og i de sidste timer i Pondicherry begyndte et helt andet billede at tegne sig. Et billede, som med lidt fantasi, endda begyndte at ligne den spæde begyndelse til en ny verden, som Sri Aurobindo og Moderen havde forudset for så længe siden. Det var åbenlyst, at næsten alle troede, at den supramentale manifestation helt definitivt havde fundet sted. Rent faktisk kunne den forenende effekt, i deres øjne, ses overalt. Fra udviklingen mod globalisering til den voksende interesse for mysticisme i Vesten, fra den stigende interesse for miljøet til Berlin-murens fald, fra den internationale koalition mod terrorisme til fremkomsten af internettet, fra ophævelsen af apartheid til kvinde rnes ligeberettigelse, fra new-age til den nye fysik. Overalt hvor vi så, følte de, er der enestående bevægelser mod enhed, som ikke ville have været mulige før. Og alt sammen kan, efter de mest hengivnes overbevisning, føres tilbage til det, som skete denne ellers fredelige aften på ashrammens boldbane.
Kaldet på Udvikling
"Så hvad er den sidste rapport fra laboratoriet?" spurgte Andrew i begyndelsen af vores første redaktionsmøde, efter at jeg var kommet tilbage til Staterne.
"Tja! Der er meget at fordøje." svarede jeg. "Efter kun fire dage, føler jeg, at jeg dårlig nok er begyndt at ridse i lakken. Men selv efter så kort tid, føler jeg helt oplagt, at jeg har fået en fornemmelse af, hvad Sri Aurobindo og moderen var ude på. Der er en dynamik i de mennesker dér, en form for opvakt interesse for livet og for andre, som er usædvanlig i spirituelle grupper, ikke mindst i Indien. Jeg mener, Sri Aurobindo og Moderen var selv så dynamiske, og man fornemmer virkelig den samme evolutionære strøm i luften dér. Det er et kraftfuldt sted.
"Men forstår I, med hensyn til mine oprindelige pointer om Sri Aurobindo—må jeg sige, at efter alt hvad jeg har oplevet, er jeg mere end nogensinde overbevist om, at både han og Moderen virkelig var utrolig cool!"
Carter lo. "Nej nu må du styre dig. Det har vi haft rigeligt af nu."
Jeg mener det alvorligt. Hør lige her: på et vist tidspunkt skrev Sri Aurobindo noget om betydningen af at udvikle en stærk og sund krop, som forberedelse til en sand integral transformation. Gæt hvad Moderen gjorde opfølgende. Hun byggede et helsestudie for vægtløftning, en swimmingpool i olympiske dimensioner, tennisbaner, løbebaner og et stadion med en fodboldbane, en basketball bane og et aerobic studie."
"Et aerobic studie?" Elizabeth hævede øjenbrynene.
"Jeg prøvede jer lige af" lo jeg, "men resten er alt sammen sandt. Hun havde hele skolen på en obligatorisk syv-dage-om-ugen atletik kur, som inkluderede kampsport og boksning, selv for piger."
"Boksning i en ashram? Bedre held næste gang!" Elizabeth havde ikke tænkt sig at falde i en gang til.
"Det mener jeg helt alvorligt. Og alt dette skete tilbage i halvtredserne. I Indien! Og ved I hvad jeg også fandt ud af? Helt tilbage til starten af anden verdenskrig donerede Sri Aurobindo rent faktisk penge til englænderne for at hjælpe dem med krigen. Og husk på, at han havde været deres fjende nummer ét ikke særlig mange år før, og at på det tidspunkt var Indiens uafhængighed endnu uafgjort. Jeg mener—tal lige om en global vision—han omsatte i højeste grad sine ord til handling. Og hvad angår hele spørgsmålet om hvorvidt han også hjalp med at udkæmpe krigen med sine spirituelle kræfter, så hørte jeg faktisk denne her forbløffende historie: I skyttegravene under anden verdenskrig var der en amerikansk sergent i fodfolket, hvis deling var ved at blive omringet af nazisterne, da en slags æterisk skikkelse viste sig for ham i luften, og gav ham specifikke instrukser om, hvordan han skulle bringe sine tropper i sikkerhed. Og det virkede. Efter krigen var sergenten i Indien, og tilfældigvis besøgte han Pond icherry, og blev klar over, at det var Sri Aurobindo, som havde vist sig for ham! Jeg mener, jeg ved ikke om jeg skal tro det eller ej, men som Shakespeare sagde: "der er mere mellem himmel og jord end vi drømmer om i …….."
"Ja der er ingen tvivl om at han, som du siger, var helt uhyrlig cool," bekræftede Andrew. Han har gjort så mange bemærkelsesværdige ting, at jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at vi taler om en virkelig person. Men ser I, hvad jeg finder så enestående ved ham, mere end noget andet, er hans villighed til at stå alene i denne evolutionære vision, på et tidspunkt hvor han virkelig var den eneste, som så det således. Det er som om, at da først ilden for at manifestere det guddommelige havde fået tag i ham, så var det dét, og han veg aldrig fra det. Verden har brug for flere mennesker af den art, som er villige til at udkæmpe den slags kamp af de højest tænkelige grunde. Og se, hvor meget han åbnede for resten af os som resultat."
Carter nikkede. "Det er enestående. Jeg er forbløffet over, hvor meget han kastede lys over, og hvor meget det stadig giver genlyd hér, et halv århundrede efter. Og for resten Craig. Var det ikke en af missionerne for din rejse, at vise læserne, at Sri Aurobindo ikke alene var cool, men også uhyre relevant for hele spørgsmålet om enlightenment for det enogtyvende århundrede?"
"Det var det i allerhøjeste grad, og lige nu er jeg så tændt på hans lære, at jeg tror jeg kunne skrive en bog om det."
"Hvad med at give os den korte udgave?" smilede Carter.
"OK. Det som jeg tror Sri Aurobindo kan fortælle menneskene i dag, og som jeg tror vil være relevant indtil den dag, hvor hele verden er blevet guddommeliggjort helt ned til den mindste quark er, at evolutionen har brug for vores deltagelse. Det er på en måde den mest inspirerende og styrkende del af hans vision: at gennem de valg vi foretager hver dag, kan vi hjælpe evolutionen til at bevæge sig fremad mod det strålende, guddommelige mål, han talte om. Det er, som om han siger, at retningen på en måde allerede er udstukket, men at magten til at gennemføre det, ligger helt og fuldt i vores hænder. Og det er de gode nyheder. Vi kan gøre det. Og rent faktisk, når vi ser på den tilstand verden befinder sig i, så bliver vi simpelthen nødt til det. Der er så meget, der er muligt. Så for alle os, som stadigvæk tror, at enlightenment drejer sig om at vente på det store brag, som kan få os væk herfra, siger han: 'Vågn op og slut jer til revolutionen. Bevidsthedens revolution. Evolutionens revolution. For der er n oget, som skal bringes til eksistens, som verden endnu ikke har set.' Og det er dér, Sri Aurobindo vil være relevant i lang tid fremover."
