EnlightenNext Copenhagen Oversættelse af WIE

En sang som lyder i det uendelige

Et interview med Dr. Beatrice Bruteau Af Amy Edelstein og Ellen Daly

Det evolutionære spirituelle felt, som er ved at dukke op, er ikke ligefrem overbefolket. Selvom interessen for sammenhængen mellem evolution og oplysthed er vokset i de seneste år, er der stadig kun meget få, som har udforsket både åndens evige sandheder og naturens evigt skiftende strukturer.

Derfor blev vi meget begejstrede, da vi sidste efterår stødte på dr. Beatrice Bruteaus arbejde. Fordi dr. Bruteau igennem de sidste 50 år har kortlagt en enestående vej gennem videnskabens, filosofiens, matematikkens, den evolutionære teoris, mysticismens og øst`s og vest`s verdener. "Det begyndte alt sammen", forklarede hun os en eftermiddag på sit kontor i North Carolina, "da jeg fandt en bog om Ramakrishna på Carnegie Kommune Bibliotek i Pittsburgh". Bruteau arbejde på en kombineret kandidateksamen i matematik, filosofi og religion på universitetet. "Jeg plejede at sidde på den store sorte stenbro nær instituttet, med mine fødder dinglende ud over kanten, betaget lænket til Ramakrishnas filosofi. Den talte til mig." En ven havde fortalt hende om Ramakrishnamissionen i New York, og så snart hun havde færdiggjort sit studium, flyttede den selvstændigt tænkende Bruteau til Manhatten, lige ved siden af missionen, og begyndte at studere Vedanta, mens hun skrev en doktorafhandling i filosofi ved Fordham univ erset."

Nittenhundredehalvtredserne," siger Bruteau og tænker tilbage, "var en meget spændende tid i New York. Jeg mødte broder David Steindl-Rast, som netop var begyndt at studere hos Tai Shimano Rosho; Rabiner Gelberman, som var knyttet til Swami Muktananda´s ashram i Indien; Swami Satchidananda og mange andre. Jeg elskede Vedanta, og jeg elskede de kristne mystikere, som jeg var begyndt at læse på det tidspunkt. Og ved I, hvad de fortalte mig på mit hold på missionen? De sagde katolicisme var Vedanta i europæisk tilsnit."

Dr. Bruteau, som i dag er aktiv katolik, har gennem sine vidtspændende interesser erhvervet en enestående kombination af spirituel og videnskabelig sensibilitet; og i sine produktive skriverier bevæger hun sig let mellem de to; hun søger det mystiske i det materielle og Guds umådelige kreativitet i kosmos` tidslige udfoldelse. Hun udmærker sig ved i dybden at have studeret både Teilhard de Chardin og Sri Aurobindo`s værker,—det tyvende århundredes store spirituelle evolutionære pionerer—og hun har publiceret adskillige bøger, hvor hun udforsker deres visionære arbejde. Ligesom Teilhard de Chardin, tror Bruteau, at vi er ved en enestående skillelinie i historien, hvor evolutionen—måske for første gang—ikke vil blive primært fysisk i naturen, men snarere noetisk—en transformation eller mutation af bevidstheden. Og mennesket indtager her en afgørende rolle. Fordi—som hun siger—for at blive i stand til at tage dette næste evolutionære skridt, er vi nødt til at blive bevidste deltagere i udfoldelsen og styring en af selve den evolutionære proces. Det er med dette store formål at Bruteau henleder vores opmærksomhed på dette store øjeblik i menneskehedens historie, når universet enten går fremad imod skabelsen af højere enhed, eller falder tilbage i splittet homogenitet og maksimal entropi. Det afhænger" skriver hun "alt sammen af, hvad vi vælger at gøre" For øjeblikket bor hun i Pfafftown´s landsbysamfund lige øst for Winston-Salem, North Carolina. dr. Bruteau redigerer tidsskriftet: "Amarican Vedantist", der udkommer fire gange om året, og leder to kristne kontemplative ordener, mens hun arbejder på sin trettende bog. I en alder af tooghalvfjerds synes hendes kreative energi uudslukkelig, og hun taler, som om vi havde al den tid, der var i universet til vores rådighed til at lære hinanden at kende, reflektere over det menneskelige eventyr og lade evolutionens store mysterium gradvist udfolde sig.

WIE: I dette nr. undersøger vi spirituel evolution og sammenhængen mellem oplysthed og evolution. Du er en af pionererne indenfor evolutionær spiritualitet og du har viet dit arbejde til at bibringe det kristne kontemplative liv et evolutionært perspektiv. I din bog: "God´s Ecstacy" har du sagt: "Evolution er en del af det religiøse liv. Kreativitet er indbygget i den naturlige verden. Og det guddommelige er det kreative princip." Kan du forklare, hvad du mener?

Beatrice Bruteau: Et eller andet sted dybt nede er vi alle opfyldt af en spirituel længsel, en længsel efter ultimativ meningsfuldhed, derfor skal vi se alting i den sammenhæng. For at kunne det i dagens klima, behøver vi en ny kosmosteologi, en teologi, som er funderet i den bedste videnskab, vi kan opdrive i dag. Det vil være en teologi, hvor Gud er tilstede i hele dynamikken og i alle mønstrene i den kreative orden. En evolutionsteologi ser Gud som dybt involveret i verdens evolutionære processer. Gud skaber verden gennem evolution. Og de evolutionære processer på deres side stræber. Så Gud udtrykker og realiserer sig selv i evolutionen, forstår I. Alle mulige vidunderlige skabninger er blevet skabt udfra nogle få simple principper og en samling elementarpartikler. Den kreativitet som skaber verden er bygget ind i verden som dens egen essens. Og det er i denne selvskabende verden, at bevidstheden, som en guddommelig kapacitet, gradvist vokser. Kompleksiteten i kosmos har understøttet bevidsthedens udvi kling, og nu kan vi genkende og forstå og kontemplere dette vidunderlige, fantastiske univers. I højere og højere grad er det sådan, at skabninger ved, hvad de gør, værdsætter deres omgivelser og vælger deres handlinger. Når det handler om mennesker, er bevidstheden klar over, at den er bevidst. Vi prøver at forstå, hvor bevidsthed kommer fra, hvordan den fungerer, hvordan vi kan manipulere den. På menneskets niveau prøver bevidstheden at skabe nye former for bevidsthed. Vi har udviklet bevidsthedsændrende metoder og vi har taget bevidsthedsændrende stoffer. Nu laver vi endda maskiner, som kan ting, som vi ellers troede var forbeholdt den menneskelige hjerne. Således udvikler bevidsthed ny bevidsthed.

WIE: Kan du beskrive, hvad den evolutionære bevægelse eller proces i virkeligheden er?

BB: Evolution er den sammenkædede forandring af verden. Der er en basal drivkraft i verden i retning mod vækst, mod at udvide sig, mod at blive ny og fornyet. Vi kan ligefrem sige, at selve meningen med at være i live er, konstant at deltage i en ny eksistensforms tilblivelsesproces. Det sker i lille skala med enhver biologisk form, som vi kender, og i stor skala med universet som helhed. I det mindste er der et nutidigt syn på kosmos, der ser det som en gigantisk, dynamisk, udviklende eksistensform, som passerer gennem en serie af stadier i hvilke dens former og indre relationer antager stadigt nye mønstre. Nogle evolutionsteorier påpeger, at med hvert udviklingsstadie øges mønstrenes komplexitet. Evolution er således en tidslig overgang fra simplere organiserede former, til mere komplekst organiserede former, der bærer i sig en tiltagende bevidsthed, hvilket betyder en følelse af enhed i den organiserede helhed. Denne proces tænker man sædvanligvis som fremadskridende igennem en serie små skridt. Men so mmetider er der et Stort Skridt. Store Skridt opstår, når den kosmiske organisation går mod et nyt trin i kompleksitet. Det gør den ved at forene elementer fra det foregående trin. Disse er, hvad den franske jesuitterpræst og paleontologist Teilhard de Chardin kaldte kreative enheder: de bringer noget til verden, som aldrig har eksisteret før. Den nye eksistensform opstår fra forbindelserne og interaktionerne mellem de enheder den består af, og den udgør et nyt niveau i enhed og helhed.

Kreativ enhed.

WIE: Kan du sige mere om Teilhards syn på evolutionær progression mod højere og højere grad af enhed?

BB: Som jeg sagde, er Teilhard`s synspunkt, at al evolution har gjort fremskridt gennem en serie af kreative enheder. Mere komplekse og mere bevidste eksistensformer er blevet dannet gennem foreningen af mindre komplekse og mindre bevidste elementer. Subatomare partikler forener sig for at danne atomer, atomer forener sig for at danne molekyler, molekyler forener sig for at danne celler og celler forener sig for at danne organismer. Dette selv samme mønster i enhver nyskabelse, hvor noget mere komplekst og mere bevidst forenes med noget mindre komplekst og mindre bevidst, gentager sig på hvert af disse trin. Fordi vi kan se tilbage og se mønstret, se det opstå, så mener Teilhard, at det er legitimt at udlede og projicere mønstret ind i fremtiden og se fremad på en anden kreativ enhed, i hvilken vi vil være de forbindende elementer.

WIE: Hvordan går det til at disse kreative enheder opstår?

BB: Det Teilhard siger er, at hvergang dette hænder, er der en udveksling af "karakteristisk energi" imellem de forenende elementer. For eksempel er atomers karakteristiske energi elektrisk energi. Det er gennem en udveksling af denne energi mellem sig, at atomerne omdanner sig til molekyler. Atomerne er i stand til at skabe forbindelse med hinanden, og så interagerer de med hinanden for at danne enheden. Så det, der skal til for os mennesker, for at vi kan forene os med hinanden for at danne den næste kreative enhed er, i lighed med det mønster som atomer, molekyler og celler fulgte før os, at vi må dele den energi med hinanden, som er karakteristisk for os. Det er udvekslingen af energi, der danner forbindelsen. Den karakteristiske energi på det niveau vi er nået til nu, er menneskelig energi. Og hvad er menneskelig energi? Det er ikke kun fysisk energi eller kemisk energi eller biologisk energi. Det er tænknings- eller vidensenergi eller kærligheds- eller parathedsenergi. Det er denne vores mest intime energi, som vi bliver bedt om at forpligte os til at betro den nye enhed. Med andre ord, vi bliver bedt om at give os selv som de personer vi er, for at skabe en eksistensform på et højere niveau. Spørgsmålet er imidlertid, om vi mennesker vil gøre dette i tilstrækkelig grad til, at det næste skridt i den kosmiske evolution kan finde sted. Så I kan se, at evolutionen er ved at møde en situation, som er enestående i historien: De elementer, der skal forenes er i vores tilfælde frie agenter. Vi vil ikke blive forenet alene på grund af en naturlig tilbøjelighed. Siden enhver af os er fri, kan enhver af os frit vælge, om vi vil indgå i den foreslåede enhed eller ej. Den nye eksistensform, evolutionens næste kreative fremskridt vil således kun blive virkelighed, hvis vi frivilligt beslutter at medvirke til at skabe den, fordi den energiudveksling, som danner forbindelsen af den kosmiske organisation på det nye trin, består af frie handlinger. Det er derfor Teilhard siger, at hele det kosmiske forehavende står og falder med vores beslutning: Vi er evolution.

WIE: Det vil sige, at mennesker er i en enestående position, og vi bærer et stort ansvar for, hvad der sker. Man kan sige, at vi er ved en skæbnesvanger korsvej.

BB: Ja vi er. Og for at værdsætte og mærke den styrke, der ligger i det nærværende valg, som vi mennesker skal træffe, må vi nødvendigvis rette os ind efter, hvordan elementerne på ethvert niveau af kosmisk organisation faktisk udfører den forening, ved hvilken de kommer til at konstituere en ny slags helhed i verden. Der er ikke en eller anden kraft udenfor, der får dette til at ske. Kapasiteten dertil ligger iboende i de forenende elementer, og de får det til at ske ved hjælp af deres egen karakteristiske kraft. Ethvert niveau i kosmisk eksistens har sin egen evne til at kommunikere samt evnen til at forene sig med andre på sit eget niveau for at skabe noget endnu større. Det er det mønster, der gentager sig i evolutionens forløb. Og det er derfor nøglen til forståelsen af det kald, der er vores: det næste trin i den kosmiske evolution. Mennesket har en langt større og vidunderlig evne til at kommunikere end atomer. Hvis mønstret gentager sig på vores niveau, så er det vores pligt at bruge vores evne ti l at forme en ny eksistensform, som er født af vores frivillige forenethed, og som vil være i stand til at gøre ting, vi ikke kan gøre alene.

Det menneskelige valg

WIE: De store evolutionære tænkere har allesammen gjort klart, at menneskets evne til at tænke, til intelligent at udøve den frie vilje, er det som adskilder os fra andre skabninger. Kan du sige lidt mere om valgets betydning?

BB: Evolutionen er til nu foregået ved tilfældighed og naturlig udvælgelse, forstår I. Det enkelte dyr får ikke lov at vælge, hvordan dets udvikling former sig. Men det gør det enkelte menneske, og vi kan ved vores bevidste intention sammen skabe noget, som aldrig har eksisteret før. Hvis vi skal foretage denne forandring til fordel for en ny eksistensform, må vi omdirigere vores energistrømme. Vores energistrømme er nemlig egocentriske—strømmen flyder ud fra egoet, griber hvad der er godt for egoet og flyder tilbage til egoet igen. Dette energimønster kan ikke skabe en kreativ enhed, fordi det prøver at assimilere alle andre eksistenser til egoets egen eksistens. Det er derfor vigtigt at vi gør os enormt umage med at realisere det Sande Selv, ellers lever vi udelukkende på motiverne til at udnytte og dominere, som er de motiver, der bringer verden i fare.

WIE: Er det derfor du siger i dine bøger, at Selv-realisation eller Oplysthed er "fundamentet for evolution"? Mener du, at vi, for at det næste trin i evolutionen kan ske, må vi trancendere vores ego`s bevæggrunde, de impulser som fundamentalt set skiller os fra hinanden?

BB: Ja. Selvrealisation er betingelsen for at skabe den næste kreative enhed, fordi vi må føre den karakteristiske menneskelige energi derhen, hvor vi med vilje og hensigt kan være fælles om den. For at skabe en i sandhed Ny Eksistensform, for at foretage et nyt Stort Skridt i evolutionen, må vi forene de dybeste, mest centrale energier i vores bevidsthed. Den dybde er for øjeblikket dybt begravet og skjult hos de fleste af os. Og dog fornemmer vi, at den er der, ventende på at blive bragt til live. Derfor udfører vi forskellige spirituelle aktiviteter i håbet om at blive fuldt opmærksomme på vores dybe virkelighed.

WIE: Hvad mener du med "vores dybe virkelighed"?

BB: Dyb virkelighed er det sted i vores inderste væsen, hvor vi oplever vores eksistens som ubegrænset. Det dybe Selv defineres eller beskrives ikke ved nogle af de kvaliteter, som vi kender fra vores krop eller vores personlighed, vores historie eller vores sociale status, vores job eller vores religion. Det er rimelig svært at indse. Vi plejer at tænke på os selv, og at introducere os selv for andre som disse kvaliteter, og vi tror andre ser os som disse kvaliteter. I meditation og dets lignende aktivitesformer, prøver vi at centrere os i os selv, uden at identificere os ved disse beskrivelser. Efterhånden som vi bliver vant til dette, kan det ske, at vi spontant opfører os på en ny måde. Vores energi påvirkes forståeligt nok af dette. Når vi definerer os selv ved vores kvaliteter, må vi sætte al vores energi ind på at beskytte dem og prøve at erhverve nye kvaliteter, der er endnu mere værdifulde—mere skønhed, personlighed, rigdom, magt, social status. Men hvis vi befrier os fra den måde at identificere os på, så bliver vores energi tilgængelig for at udstråle velvilje og kærlighed til andre. Vi har erkendt, at vi er det Selv, der udelukkende siger JEG ER, uden noget efterfølgende prædikat, ikke noget "jeg er dette" eller "jeg har denne kvalitet". Kun ubegrænset, absolut: JEG ER. Og det interessante er, at så snart vi oplever os selv på den måde, finder vi, at vi samtidig siger til hele verden : "Lad det være!" Det synes som om, det er naturen hos det, der siger, JEG ER, at sige "lad det være". Det er den kærlighed der kaldes "agape". Agape er den kærlighed som søger den elskedes væren, velvære, væren fuldt ud og mere til. Det er en kærlighed, som ikke er en reaktion på den elskede, men snarere en første handling, en handling, der begynder i os udgående fra centret af vores eksistens, på grund af karakteren af vores eksistens. Denne kærlighedsenergi er uudtømmelig. Den er ikke reserveret eller økonomiseret, den er rigelig, gavmild, enorm. Den er en dynamisk, udadgående aktivitet, energi. Den er konstant i bevægelse strålende udad, strålende på samme måde som en stjerne. Den strømmer ud fra os på alle måder. Det Sande Selv i os udstråler uophørligt denne villede godhed.

En Ny Væren

WIE: Ind i mellem har du karakteriseret agape eller "kreativ kærlighed" som en fremtidssøgende eller, som du siger, en evolutionær bevægelse, hvis intention det er, at " skabe en ny væren", en ny eksistensform.

BB: Det er en vilje til væren—man kan kalde det: Guds ultimative energi. Denne intention: at være fælles om væren—at dele væren—er agape. Og det er midt den inderste kerne, det er oprindeligt, det er Kilden. Når man opdager det, opdager man, at man er DET—at det dybeste SELV, man kan opleve, er DET. Det er det, folk finder, når de oplever det, vi kalder "Selv-realisation". Og det er en energi, der ikke har nogen grænser. Det centrale eller Sande Selv som er sandheden om vores væren er sammenhængende med hele virkelighedens Guddommelige Kilde. Og den peger selvfølgelig mod fremtiden, den er fremtidsorienteret, og det er dens intention at der bør være mere væren, fordi dens egen natur er værens gave. Den giver sig selv til enhver eksistensform. Det er dens glæde at give sig selv, at ekspandere og bestråle. Det er vores deltagelse i "Guds Herlighed" som " favner hele verden". Det er på den måde, at vi som enkeltpersoner, ved at udføre vores spirituelle praksis, ved at blive selv-realiserede, oplyste, foretager det næste skridt i den menneskelige evolution, hvilket vil sige kosmisk evolution, som er det samme som Guds Selv-manifestation. Den skjulte guddommelighed i os kommer frem og viser sig selv, for det den er, og jubler i dens væsens sandhed.

WIE: I dit syn på det næste evolutionære skridt, lægger du vægt på betydningen af det kollektive eller det menneskelige fællesskab. Hvorfor er arten af og dannelsen af dette kollektiv så vigtigt?

BB: Fordi det kollektive er en integrerende operation. Forstår I, kollektivet er det medium, ved hjælp af hvilket enheden dels er skabt af variationen, dels beskytter variationen og trancenderer den særlige variation, som den udgør. Det er en slags bukkespring, som altid karakteriserer evolutionens bevægelse. Det vil sige, et molekyle er en slags kollektiv. En celle er en slags kollektiv. Molekyler er kollektiver af atomer, celler er kollektiver af molekyler og så videre. Vi følger det samme mønster, som evolutionen altid synes at have fulgt og som er: for at skabe er forening nødvendig. Det nye menneskelige samfund vil blive en eller anden form for enhed, en form for væren; ligesom organismen er et kollektiv af molekyler og molekylet er et kollektiv af atomer. Så hvis du kan få mennesker til at være fælles om deres karakteristiske menneskelige energier—som er agape, viden, interesse, kreativitet, opfindsomhed og alle de andre strengt menneskelige energier vi har, - så binder al den udveksling af energier os sammen i et fællesskab. Og når hele fællesskabet oplever og prakticerer den slags kærlighed, så former energierne på kryds og tværs et net, og det net er den nye eksistensform, som kan gøre, hvad enkeltindividerne, som det består af, ikke kan gøre.

WIE: I dine skrifter uddyber du den rolle som intregrering og differentiering spiller—to centrale elementer i både videnskabsteori og spirituel evolutionsteori. Vi har talt en del om integrationsprocessen, men kunne du sige mere om den rolle differentieringen spiller, og den værdi differentieringen har, og den værdi den har for skabelsen af en ny orden, eller hvad du netop kaldte "den nye eksistensform"?

BB: Ja. Variation er absolut essentiel for enheden af den skabte eksistensform. Jo mere variation jo bedre. Det betyder at jo mere variation der er i relationerne og interaktionerne mellem de bestående enheder, jo mere kompliceret bliver den sammensatte enhed. Tænk blot på et maleri med halvtreds forskellige farver i forhold til et med blot tre farver. Eller tænk på et orkester med halvtreds forskellige instrumenter i stedet for et enkelt instrument—de forskellige musikere interagerer med hinanden, og øger derved helheden, righoldigheden, skønheden. Hver gang kosmisk evolution foretager endnu et Stort Skridt, forøges variationen indenfor den nye eksistensform og variationerne i interaktionerne mellem den nye enhed og dets nye "ligemænd" betydeligt. Det er som at tilføje en ny dimension; hvor meget mere er der i et rumfang sammenlignet med en overflade!

Kompleks nondualisme

WIE: Mange østlige traditioner beskriver det menneskelige potentiales højdepunkt som erkendelsen af nondualitet. Er den enhed du taler om analog med denne definition på Oplysthed?

BB:Ja, men det er en nondualitet, som ikke skal reduceres til monisme. Det vil sige at vores personlige energier ikke fusionerer eller drukner i en eller anden amorf helhed. Vi får ikke en oceanisk følelse af at blive opslugt i det store Hele. Snarere tværtimod: subjektivt føles det snarere som en intensivering af individualiteten, selvbevidstheden eller selverkendelsen. Måske kunne vi kalde det sammensat nondualisme.

WIE: Tror du at nogle filossoffer indenfor nondualitet kan være modstandere af et evolutionært perspektiv? For eksempel er den traditionelle østlige definition på Oplysthed endeligt ophør, eller enden på al tilblivelse. Hvad er forholdet mellem Oplysthed, som den traditionelt opfattes og dit syn på spirituel opvågnen som fundamentet for en evolutionær fremadskriden mod stadig højere udtryk for integration?

BB: Svaret på dette bringer to ting sammen som jeg har talt om. Når man finder "jeg er" i sin væsens kerne, så er det ophøret. Og når man har fundet det, opdager man, at dets intention retter sig mod tilblivelse, og det er den evolutionære del.

WIE: Betyder det at den traditionelle definition af Oplysthed som afslutningen på tilblivelse faktisk bliver en forhindring for erkendelsen af vores evolutionære potentiale?

BB: Hvis vi virkelig tror, at det er det endelige mål, og at der ikke er noget på den anden side af det, ja, så er det nok rigtigt.

WIE: Mange spirituelle lærere tænker faktisk på den måde. Vi hører ofte, at man, når man vågner op, erkender, at denne verden kun er en illusion, og at der derfor ikke er noget i denne verden, der betyder noget.

BB: Ja, det er rigtigt. Men hvis man virkelig vågner op, så vil man opdage, direkte gennem selve oplevelsen, at det ikke er enden på det hele. I virkeligheden, og jeg tror det var den hellige inder Sri Aurobindo som sagde det, fortalte Shankara kun den halve sandhed. Traditionel Vedanta siger at denne verden i virkeligheden er Brahman eller det absolutte, men den viser sig som Maya eller illusion. Når Aurobindo følte, at Shankara standsede op, var det fordi Shankara ikke forfulgte dette og Aurobindo siger:" Det Brahman gør er at manifestere sig som verden. Og det betyder, at verden er hellig og verden behøver opmuntring til at manifestere sig yderligere." Det vi ser på er Brahmans kreative energi. Der er det absolutte, og det absolutte manifesterer sig selv som det relative. Både det relative og det absolutte er virkeligt. Både det uendelige og det endelige er virkeligt. Vi er en miniature af den samme struktur. Det dybe Selv i os er det absolutte, det uendelige, det Evige, Det Guddommelige, og det manife sterer sig som præcis det menneske, vi virkéliggør, netop nu. Så jeg vil mene, der er to poler. Der er en mystisk pol, som er den Shankara inviterer os til, og så er der den kreative pol, som er hele den evolutionære bevægelse.

WIE: Betyder det, at du mener, at et synspunkt, der kun anerkender værdien af væren men ikke af tilblivelse er et ufuldstændigt synspunkt?

BB: Jeg vil mene at en nondualisme, som i sidste instans afviser eller undgår hele det felt, der handler om manifestation, fratager processen dens egen indefra kommende værdi. Sammensat nondualisme tilskynder, at vi ikke behøver afvise den manifeste fase for at perfektionere den umanifeste fase. Det er snarere en ønskværdig position at hvile i det umanifeste og udtrykke sig i det manifeste. Ikke på skift, men samtidig og med gensidig påvirkning. Det umanifeste, som har agapes natur, udstråler nødvendigvis væren, og på den måde udtrykker det sig i det manifeste. Og det manifeste, der erkender dets dybe natur som et udtryk for det umanifeste, udtrykker sig selv som det. Vores evolution af bevidstheden sigter mod denne sammensatte selverkendelse og Oplysthed. Vores spirituelle praksis har til formål at føre os til denne erkendelse.

Hvad foregår der

WIE: Ser du en endelig kulmination eller , som Teilhard ville have sagt det et Omega punkt for enden af den evolutionære kurs?

BB: Jeg er tilbøjelig til at hælde mod et expanderende univers. Jeg har ikke noget Omega. Jeg tror ikke, der er et afsluttende punkt. Jeg tror, det er en sang, der lyder i det uendelige. Vi synger ikke sangen for at slutte den. Det guddommelige selvudtryk prøver ikke at "fuldføre" sig selv. Vi indfører den ide, fordi vi normalt gør ting med et defineret mål for øje, men her har vi at gøre med det uendelige, og derfor er der ikke tale om et begrænset eller defineret mål. Jeg vil mene, at livet opnår sit mål, bliver til det, som er dets mening, det opfylder sig selv—netop ved aldrig at komme til en slutning. Hvis det nogensinde kom til en slutning, så der ikke mere var noget nyt, ville der ikke være mere liv, det ville være dødt. Så forstår I, det er meget vigtigt, at vi deltager, fordi det er Hvad Der Foregår. Det er virkeligheden. Til at begynde med responderer vi på det individuelle trin, fordi det er der, vi aktuelt oplever os selv. Og vi må alle respondere, fordi vi eksisterer, og ingen kan udelades. Alle er absolut nødvendige og uendeligt værdifulde. Fordi den proces, det er at forme det næste Store Skridt i evolutionen, som er manifestationen af Den uendelige Ene (the infinite One) kræver, at vi frivilligt, bevidst og forsætligt foretager de interaktioner som vil udgøre den energiudveksling, som skaber Den nye Eksistensform -så, har vi alle æren og ansvaret for at leve og udtrykke Gud som verden. Enhver lille ting tæller, fordi alt er virkeligt og en del af billedet. Intet slipper udenom; intet er på sidelinien. Alt gør sin forskel for helheden. Ingen er nogensinde udenfor Gudsprocessen. Men den går kun derhen, hvor vi går med den. Den tvinger os ikke; vi er bevægerne indefra. Den bevæger sig ikke fremad, hvis vi ikke bevæg er den fremad. Det er derfor vi alle er så vigtige. Vi kan ikke vente på at verden drejer, på at tiderne skifter, så vi kan skifte med dem, på at revolutionen kommer og tager os med på dens nye kurs. De evolutionære kræfter i naturen vil aldrig mere drive os frem på sin famlende måde gennem det næste kritiske punkt henimod en ny eksistensform. Hvis vi vil have en fremtid, må vi fra nu af skabe den selv. Vi er selv fremtiden og vi er revolutionen.

« back