guruen & panditten
andrew cohen & ken wilber i dialog
evolution af enlightenment
I dette nummer af WIE mødes Andrew Cohen, som er spirituel lærer og stifter af tidsskriftet What Is Enlightenment? og Ken Wilber, verdens mest anerkendte integrale filosof. Det er Guruen og Panditten i et møde mellem hjerter og intellekt, der rykker grænserne for deres (og vores) erfaring og forståelse og kortlægger tilsynekomsten af en helt nutidig spiritualitet.
Nu er ordet pandit ikke blot en sær stavemåde af ordet pundit, som hentyder til disse ofte bidende skarpe, hyper intellektuelle kritikere, som vi kender dem fra medierne. En sand pandit er en lærd; ikke en der spilder sit liv i et elfenbenstårn, men en som er fundamentalt velbevandret og fordybet i spirituel visdom. Vi benytter os derfor af den gamle betydning fra sanskrit af ordet Pandit og for den sags skyld også af ordet Guru, som udgangspunkt for en interaktion som har potentiale til at transcendere og inkludere (for at bruge et typisk Ken Wilber udtryk) det gamle og kaste os ud i noget radikalt nyt. Så mens vi er i gang med at genbruge og transcenderer gamle spirituelle begreber, så lad os se med friske øjne også på ordet Guru, som direkte oversat fra sanskrit betyder "den som forjager mørket", én som underviser i spirituel frihed udfra hans eller hendes egen direkte oplevelse eller erkendelse.
I tidsskriftet "What Is Enlightenment?" søger Andrew Cohen gennem en altid åben og frisk tilgang til materialet, at kaste lys på begrebet enlightenment og dets betydning for vor tid. Og i denne stræben har Andrew, som måske ikke alle vores læsere ved, kæmpet mod postmodernismens antiautoritære bølge ved at favne guruprincippets traditionelle krav og forsvare lærer-elev forholdet som et radikalt partnerskab i menneskets evolution.
Frygtløst uafhængig støber Andrew af sine erfaringer en ny spiritualitet, som han kalder evolutionær enlightenment. Den er funderet i den østlige spiritualitets mysterium, men er samtidig beriget af en vestlig lidenskab for menneskehedens individuelle og kollektive potentiale for evolution. Ken Wilber siger ofte: "Jeg er en Pandit ikke en Guru". Hans himmelstræbende og ætsende ord har forgyldt disse sider før og antændt vores hjerter og skærpet vores hjerner, ved at udfordre os til at reflektere over hele den menneskelige eksistens og ved at inspirere os til at stræbe efter større dybde og højere potentiale.
Med Kens egne ord: "En Pandit er en spirituel praktikker, som også har sans for det akademiske, det intellektuelle eller det skolastiske, og således bliver han en lærer i det guddommelige, en der artikulerer og forsvarer dharmaen, en intellektuel samurai". Han er en sand ordets kriger, og har skrevet en snes bøger, (som er udkommet på mere end 20 sprog ) hvor han formulerer sin "teori om alting", som er under stadig udvikling. I en tid, hvor postmodernismens fragmentering og relativisme bringer nutidens akademiske liv farligt nær randen af nihilisme, kalder Kens uafhængige stemme på en integreret, sund, og dybt spirituel syntese af østens transcendentale modeller og vestens filosofi og udviklingspsykologi.
Hvad ville der ske, tænkte vi, hvis disse to kompromisløse og frygtløse idealister mødtes for at diskutere Guds fremtid? Som vi vil se, blev mødet et betagende eksempel på den alkymi, som kan opstå i en oprigtig og åbne dialog. I denne debut på en artikelform, som vil dukke op med regelmæssige mellemrum på vores sider i løbet af de næste måneder og år, surfer Andrew og Ken, det tredje årtusindes Guru og det enogtyvende århundredes vismand på en spirituel tidevandsbølge, der rejser sig på randen mellem fortid og fremtid, mens de undersøger evolutionen af selve begrebet
Andrew Cohen: Jeg var oprindelig ikke specielt interesseret i evolution. I begyndelsen, efter min opvågnen i 1986, underviste jeg på samme måde, som jeg selv var blevet undervist af min lærer. Min oplevelse var, at alting ganske enkelt var, som det var. Der var ingen steder at gå hen og ingenting at udrette. Hele pointen i den lære var blot at indse DET. Det var begyndelsen, midten og slutningen på historien. På det tidspunkt var jeg så sikker på, at det var den rigtige måde at anskue tingene på, at jeg betvivlede autensiteten af enhver undervisning om enlightenment, som omfattede tid, fremtid eller tilblivelse, og også til enhver lærer som på nogensomhelt måde bad nogen om at gøre noget, der implicerede tid, fremtid og tilblivelse.
Nogen tid efter begyndte jeg imidlertid at lægge mærke til, at på trods af den kendsgerning, at mange af mine elever havde haft meget stærke spirituelle oplevelser, kunne de stadig efter nogen tid fortabe sig i narcissisme, grådighed og neurotisk selvoptagethed på foranledning af dybt betingede små og ubetydelige impulser. Så jeg begyndte at lægge mere og mere vægt på nødvendigheden af menneskets faktiske transformation, hvor den enkelte forvandles på en sådan måde, at han eller hun bliver et levende udtryk for den tomhed og den renhed i hensigt, som man finder i den spirituelle oplevelse. Over en periode begyndte jeg derfor at lægge større og større vægt på at opdyrke evnen til at legemliggøre og manifestere denne skønhed, perfektion og helhed som vores menneskelighed, frem for oplevelsen af lyksaligheden ved ren Væren.
Så det var begyndelsen. Senere, efter nogle få år begyndte noget nyt at dukke op i min undervisning. Og første gang jeg blev opmærksom på det var, da jeg begyndte at afholde retreats i Indien. En morgen, mens jeg holdt foredrag, var der noget der simpelt hen sprang ud af mig. Jeg vidste ikke hvor det kom fra. En uhæmmet lidenskab vældede spontant ud af mig, en lidenskab som krævede, at dette mirakel, dette mysterium hinsides tid, blev manifesteret i selve denne verden som os selv.
Det chokerede og inspirerede mange mennesker og det chokerede og inspirerede også mig selv. Det er over ti år siden.
I tidens løb er det gået mere og mere op for mig, at denne lidenskab er mere end en lidenskab for enlightenment i den traditionelle forstand eller den østlige forstand, som hentyder til et vertikalt lift-off, hvor det drejer sig om at komme væk fra tilblivelsens hjul, at transcendere denne verden fuldkommen uden at efterlade noget spor. Det jeg nu lægger vægt på har ændret sig radikalt. Mit mål er, hvor dristigt det end må lyde, ikke kun at transcendere verden, men at transformere den, at blive en repræsentant for selve den evolutionære impuls. Når man overgiver sit ego til dette, føler man, at man bogstavelig talt bliver fyldt op af en guddommelig og lysende energi og en lidenskab rettet mod at ændre verden og hele universet, for en sag som intet har med en selv at gøre.
Dette perspektivskift var også grunden til, at min lærers og mine veje skiltes for mange år siden. Hver gang han hørte mig tale om, at der var noget at gøre udover at komme af tilblivelsens hjul og blot være, følte han, at jeg forrådte og forvrængede hans lære. Derfor begyndte jeg på et tidspunkt at gå ud fra, at der måtte være forskellige former for enlightenment, forskellige former for vækkelse, som i virkeligheden ville føre til forskellige resultater.
Til sidst begyndte jeg at kalde denne lære for "evolutionær enlightenment" eller "upersonlig evolutionær enlightenment". I denne lære lægges der ikke alene vægt på opdagelsen af tomhed og ren Væren, men også på behovet for at blive et fuldstændig fundamentalt transformeret menneske, som vil være i stand til at manifestere vores højere evolutionære potentiale i verden. Jeg var aldrig rigtig stødt på noget, der kom i nærheden af dette her før. Det var først for nylig, da jeg under forarbejdet til tidsskriftet, faldt over Sri Aurobindos og Teilhard de Chardin´s lære, at jeg begyndte at høre et ekko af min egen lidenskab, en lidenskab for evolutionær enlightenment, for at vågne op til sandheden om hvem vi er, og så vove at tillade os selv at opleve, hvor påtrængende nødvendigt det er at manifestere denne sandhed i verden, med alt hvad vi har i os.
Så det jeg i første omgang gerne vil snakke med dig om, er hele dette spørgsmål om, hvad enlightenment dybest set er. Jeg tror, det er et vigtigt spørgsmål, fordi mange, mange mennesker er interesserede i spirituelle spørgsmål for tiden. Og jeg tror, interessant nok, at den traditionelle definition på enlightenment ikke er i stand til at møde de behov, der opstår i den verden under udvikling, som vi lever i nu.
Ken Wilber: Jeg er dybest set enig med dig, i alt hvad du siger, og jeg har selvfølgelig nogle afvigende synsvinkler på det. Du gennemgik en række meget vigtige begreber, og måske kunne vi begynde med det, du nævnte sidst, nemlig om forskellige former for enlightenment. Umiddelbart lyder det lidt underligt, fordi enlightenment er alt inkluderende, tidløs, altomfattende,
uforanderlig, evig og så videre. Så det er svært at forestille sig to forskellige slags af noget af det. Men faktisk finder vi i selve traditionerne mindste to store, meget forskellige opfattelser af, hvad enlightenment er. En var fremherskende i Aksial perioden, der startede omkring 2000 år før Kristus og varede til ca. år 100 efter Kristus, og den blev sandsynligvis bedst udtrykt i den tidlige budhistiske Theravadan tradition i begreberne Nirvana eller Nirvikalpa, som grundlæggende betyder neddykning i et formløst rige uden nogen manifestation, og hvor ingen genstande træder frem. Det er en bevidsthedstilstand, som er fundamentalt fri for forandring, fundamentalt fri for tid, rum, selv og uro. For de, som ikke har haft den oplevelse, er den klassiske analogi, at det er som en dyb drømmeløs søvn. Man går ind i en tilstand af formløs bevidsthed. Tilstanden Nirvana ansås for at være den højeste form for selvrealisation, og den opfattedes som helt adskilt fra Samsara. Tomhedens verden var helt adskilt fra f ormernes verden. Tomhed var transcendent og tidløs, form var tidsbunden, lidelsesfuld,, illusorisk, og så videre Og målet var uden diskussion, at komme ud af samsara, "af hjulet" og ind i nirvana. Jeg tror, at den virkelige revolution i spiritualitet hændte omkring det tidspunkt, og den begyndte først og fremmest med geniet Nagarjuna i øst og Plotinius i vest. Det var et gennembrud til, hvad vi kan kalde nondual enlightenment eller udelt realisation, som omfatter en grundlæggende forståelse af nirvana, tomhed, tidsløshed eller transcendens, men også en forening, fordi erkendelsen er forenet med den samlede verden af form, med samsara. Så hele idéen med de nonduale traditioner var ikke at gå ind i en tilstand af formløs, umanifesteret ophør, men at denne formløshed eller denne tomhed var ét med alle former, som opstår fra øjeblik til øjeblik. Og denne nonduale tilstand, eller sahaj, var på en måde både fundamentet for bodhisatva løftet og begyndelsen på de tantriske traditioner. Idéen var, at nirvanas verd en og samsaras verden måtte gå hånd i hånd, ellers ville vi ikke have et virkelig helt, eller om man vil fuldstændig udelt menneske.
Så på den ene side er det stadig sandt, at dharmakaya eller tomheden eller det helt formløse domæne ikke entrer tidens strøm. Men på den anden side er det kun halvdelen af billedet. Den anden halvdel er, at der ér en tidens strøm, der ér udvikling, der ér folden sig ud, der ér evolution, der ér transformation. Og jeg tror, at den egentlige nøgle til denne diskussion er, at man forstår, at den eneste måde man permanent kan realisere tomheden helt og fuldt er ved at transformere og udvikle sit potentiale i formernes verden. Det redskab, som skal realisere tomheden, er os selv, og redskabet bliver nødt til at leve op til opgaven. Det betyder, at det nødvendigvis skal udvikles; det skal transformeres og rettes ind efter den spirituelle erkendelse. Det betyder, at det transcendente og det immanente på en måde bliver nødt til at "give smag" til hinanden.
AC:I redskabet
KW: Nemlig
AC: Så det du siger er, at redskabet, d. v. s. mennesket nødvendigvis skal perfektioneres.
KW: Ja. Det der sommetider sker er, at der er mennesker, der så at sige bliver dyppet i tomhed. De har en radikal erkendelse af den uendelige, grænseløse bevidsthed, som de ér. Og så, som du beskriver det, fader erkendelsen ud. De er tilbage som det samme egoistiske redskab. De er det samme indskrænkede selv, og de ved ikke, hvad der skete. Men de vil ikke involveres i en reel praksis eller transformative bestræbelser, som kunne føre til, at de var i stand til at rumme erkendelsen mere vedholdende. Og det er uheldigt, for derved afskærer de sig fra tidens verden, som du siger, fra at blive involverede i denne verden, og fra at gøre, hvad der er nødvendigt for at blive et transparent redskab for det tidløse.
Det bedste ved en nondual eller integral erkendelse er, at vi grundlæggende bliver nødt til at arbejde på begge sider. Vi bliver nødt til, så at sige, at polere vores kapacitet til at realisere tomheden helt, fra øjeblik til øjeblik. Men det er tomheden i alle former, som viser sig fra øjeblik til øjeblik. Så vi bliver nødt til radikalt at favne samsara som redskab og udtryk for selve nirvana. Desværre tror jeg også, du har ret i, at mange af de nonduale skoler ikke lever op til dette.
Mennesker plejer at fejle på den ene eller den anden side af ligningen. De fordyber sig enten i samsara, det sensomotoriske domæne - ånden i naturen, ethvert manifest objekt antages for at være ånd o.s.v. - eller de fordyber sig i ophørets formløse domæne. Og det vi er interesserede i, hvilket i allerhøjeste grad er det, du og jeg taler om, er en erkendelse, som omfatter både tomhed og form. Og lad mig så lige tilføje, at evolution finder sted i formernes verden, ikke i tomhedens verden. Men det betyder, at evolution er halvdelen af ligningen. Så medmindre du bliver involveret i måder at bære evolutionen fremad på, vil du simpelthen ikke være i stand til fuldt at virkeliggøre den tomhed, som du er.
AC: Det er virkelig godt. Nu kunne jeg godt tænke mig at forfølge det yderligere. For i din beskrivelse af det nonduale perspektiv, hvor denne skelnen mellem nirvana og samsara forsvinder, i den fortolkning af enlightenment, er idéen, sådan som jeg ser det, stadig at blive forløst fra verden - grundlæggende at komme ud af vagten hurtigst muligt.
KW: Det forstår jeg.
AC: Okay, så jeg nærmer mig spørgsmålet om hvad enlightenment er i relation til tidens og tilblivelsens verden. Og det som jeg prøver at isolere her er, hvad jeg kalder "den evolutionære impuls". Som jeg forklarede før, er det en mystisk og ekstatisk tvingende trang til at transformere verden. Denne trang er anderledes, tror jeg, end det man traditionelt taler om i forbindelse med bodhisatva løftet, fordi man, i hvert fald i min forståelse af bodhisatva løftet, vil blive hængende længe nok til at udfri alle sansende væsner fra denne verden. Med andre ord, at hjælpe dem til at komme ud af vagten hurtigst muligt. Men i den ekstatiske evolutionære impuls, som jeg taler om, findes udfrielsen faktisk i hengivelsen til denne befaling om at udvikle sig i verden.
KW: Ikke ved at komme ud af den.
AC: Nemlig. I denne forståelse af enlightenment, stilles hele ens bevidsthed og al ens energi til rådighed for selve skabelsesprocessen - hinsides ego. Med andre ord skal det redskab, som vi er, bruges til dette mægtige og altomfattende formål. Og ens enlightenment, ens vedvarende daglige ekstatiske befrielse, vil kunne findes og direkte bevidst erfares gennem ubetinget og perfekt hengivelse alene til dette formål. Så i det mindste idealt set, hvis noget sådant er muligt, ville der ikke være noget egoistisk motiv tilbage, og man ville konstant brænde op for en sag, som man kun delvist ville kunne fatte fordi, lad os sige det sådan, dens kulmination altid ville eksistere i fremtiden.
KW: O.K. Ja, jeg er enig i hovedindholdet i, hvad du siger. Lad mig omformulere det således: Som jeg sagde før, er der et stort skift fra de tidlige Aksiale religioner, som kun lægger vægt på ren opstigen, ren transcendens, rent ophør. Dette skift - til de ikke-duale traditioner - var epokegørende, fordi det ikke længere handlede om tomhed adskilt fra form, men om en erkendelse af, at tomhed ikke er andet end form, form er ikke andet end tomhed, som hjerte-sutraen udtrykker det. Dette skift, som førte til Mahayana og i sidste ende også til Vajrayana Buddhismen, var vigtigt, fordi det signalerede en dyb forståelse, som var anderledes end de foregående religionstyper, som vi så. De tidligste af disse hævdede at samsaras verden er ånd. Det er fundamentalt set fordybelse i ren og skær manifestation eller ren og skær natur. Og så kom den Aksiale periode, som sagde: "Nej, det transcendente er den eneste spirituelle virkelighed - ren og skær opstigen, den rene tidløshed, er det eneste som er virkeligt." Og de no nduale sagde: "Vent et øjeblik. I har begge to ret, og det vi bliver nødt til er at finde en måde at gøre det på."
Det oprindelige bodhisatva løfte var: "Jeg vil opnå enlightenment så hurtigt som muligt, for alle andres skyld," for som Kalu Rinpoche sagde: "Hvis du udsætter din enlightenment, hvordan kan du så redde nogen, din idiot?" Det modnedes ind i det tantriske synspunkt, og det de begge havde til fælles i det mindste implicit, var forestillingen om at nirvana og samsara, tomhed og form, det tidløse og tidens verden, væren og tilblivelse, begge var dele af en samlet erkendelse. Og begge disse dele skal favnes. Jeg tror du har ret i, at traditionen ikke altid har levet op til dette, og jeg tror, der er en anden mening eller en dybere forståelse af nondual erkendelse, som involverer en evolutionær impuls i formernes verden.
AC: Ja, det er det, jeg taler om!
KW: Og jeg tror, at grunden til at det er tilfældet, kan findes i netop det vi har talt om. En helgen, lad os sige for tusinde år siden, kunne have en dyb erkendelse af dharmakaya eller ren tomhed - en dyb realisation af nirvikalpa samadhi - og ligeledes have en fundamental erkendelse af enheden med alt det skabte. Så denne helgen ville have en realisation både af tomhedens verden og af formernes verden og ville erkende, at de er hinanden indefra. Fremadstigende fra øjeblik til øjeblik rejser den sig ekstatisk som alle formers tomhed. Men ikke desto mindre, kan denne næsten perfekt oplyste helgen, i sahajs betydning, i den nonduale betydning, kun være et med den verden af form, som eksisterede på hans eller hendes tid. Og den verden af form vil ikke have den type viden om formernes verden, som vi har i dag.
AC: Du mener om evolution?
KW: I særdeleshed om evolution - dens præcise natur, hvad det rent faktisk betyder, hvad der foregår i formernes verden. I formernes verden ser vi en umiskendelig tendens til at bevæge sig mod højere niveauer af differentiering og integration, af kompleksitet og forening. Og dette er en meget fundamental erkendelse, for det betyder, at det redskab vi er i formernes verden bliver mere transparent overfor den proces, som forgår i formernes verden. Det ændrer alting. Uanset hvor dybt oplyst en eller anden var for tusinde år siden, så inkluderede formernes verden ikke den erkendelse. Så det var ikke del af deres realisation, endskønt deres erkendelse af tomhed var lige så omfattende, som vores på nogen måde kan være i dag, fordi tomhed er tomhed, den ændrer sig ikke, den har ingen bevægelige dele o. s. v.
Så vi tager ikke noget fra den helgen, som levede for tusinde år siden. Men vi hár ikke desto mindre noget på den helgen: vi er i live nu! Og om tusinde år vil man se tilbage på vores formernes verden, og le hysterisk over de idioter vi var. Men i mellemtiden bliver vi nødt til at fortsætte med at legemliggøre denne verden med radikal tomhed, og resultatet er, ja, en slags evolutionær tomhed. Eller "evolutionær enlightenment", helt klart.
AC: Og det afgørende element i denne evolutionære enlightenment, i hvert fald sådan som jeg forstår det er, at man overgiver sig til en tvingende trang, som er vakt til live i én, til at deltage helhjertet i den evolutionære proces af hensyn til selve evolutionen. Det er det evolutionær enlightenment handler om, ikke kun om ens personlige udfrielse fra eller transcendens af denne verden.
KW: ja, jeg er enig.
AC: Og det er dette perspektivskift, som jeg peger på - det er det, der betyder noget, tror jeg, når det drejer sig om den endegyldige definition af begrebet enlightenment for vores tid. Fordi samtidig med at flere og flere mennesker bliver interesseret i, hvad enlightenment er, og hvad det betyder, vil jeg hævde, at 90 % af tiden eller mere, hører de udelukkende om transcendens, personlig transcendens. Og mens det normalt ledsages af en påstand om uselviskhed og medfølelse, er det sjældent eller aldrig den utæmmede revolutionære lidenskab for den totale transformation af verden, som strømmer op fra det spirituelle hjerte, når det virkelig er befriet fra verden. Oftest er det et lunkent, bizart brygsammen - ældgamle begreber om enlightenment blandet op med "new age"- inspirerede, emotionelt baserede ideer om medfølelse - og det udspringer bestemt ikke af selve frigørelsens ild.
KW: Det er stadigvæk en meget mærkelig blanding af disse tre basale spirituelle retninger, vi har til rådighed. Én er en hedensk fuldstændig neddykning i Samsara. En anden er en idealistisk, transcendental flugt ind i en verden af umanifesteret ophør. Og en tredje er en nondual opfattelse, som favner dem begge. Og nutidens nonduale erkendelse, må nødvendigvis være evolutionær. Folk bliver nogen gange skræmte af ideen om evolution. Enten tænker de: "Alle disse stadier er noget sludder, jeg tror ikke på det - det er rangdeling, det er marginalisering. Det bryder jeg mig ikke om." eller, hvis de er på den spirituelle side, så synes de det samme som din lærer, nemlig at enhver snak om tid viser, at du ikke har fattet væren eller det tidløse. Så på en mærkelig måde bliver din egen nonduale indsigt opfattet som mindre avanceret end én af de andre fragmenterede retninger.
AC: Ja bestemt!
KW: Og det er virkelig bizart! Men det er under alle omstændigheder forståeligt, at folk bliver en lille smule frastødt af ideen om stadier eller evolutionær udfoldning eller at alting skal udvikle sig højere og højere.
AC: Fordi, Gud forbyde det, måske har de et stykke vej at gå, måske er der noget at udrette her!
KW: Jeg ville da aldrig sige noget så gement! Men ja, det er helt klart en af grundene til, at folk bliver frastødt af det. Imidlertid tror jeg, at vi kan få bedre hold på disse spørgsmål, ved for alvor går ind i en nuanceret diskussion af, hvad forskellen er mellem bevidstheds tilstande og bevidstheds stadier.
AC: Er det fordi, som du siger, at gradvis evolution til højere stadier af bevidsthedsudvikling er nødvendig for at fastholde og præcist fortolke oplevelsen af højere tilstande af bevidsthed?
KW: Ja lige netop. En af grundene til at folk faktisk har vanskeligt ved at forholde sig til stadier i bevidsthedens evolution er, at de måske selv har oplevet meget fundamentale bevidsthedstilstande, som nogen gange har haft en nondual karakter. Og derfor har de ikke tillid til ideen om, at man må bevæge sig igennem evolutionære trin for at få adgang til det nonduale. Men det er ikke det, vi siger. Det udelte eller selve den rene tomhed er den altid tilstedeværende tilstand i hvert eneste udviklingstrin. Det er fuldstændig tilstede i atomer, gulerødder, hunde, børn, voksne, you name it. Selv meget små børn kan være i en midlertidigt ændret tilstand af subtil, kausal eller nondual natur, af den simple grund, at alle mennesker, vågner, drømmer, sover dybt. Faktisk korresponderer de tre store bevidsthedstilstande (at være vågen, at drømme, at sove) med de tre store værenstilstande (grov, subtil, kausal). I den vågne tilstand er du opmærksom på det grove område, når du sover er du opmærksom på det subtile om råde, og i dyb søvn er du opmærksom på det kausale. Det nonduale er det altid tilstedeværende vidne, som er der gennem alle de forskellige tilstande. Så for alle mennesker er både grove, subtile og kausale tilstande tilgængelige 24 timer i døgnet, og der er den altid tilstedeværende udelte grund, som også er tilstede 24 timer i døgnet. Så uanset hvilket udviklingsstadie man befinder sig på, kan man opleve grove, subtile, kausale eller nonduale tilstande. Men for at disse midlertidige tilstande kan blive permanente træk, bliver vi nødt til at udvikle os igennem de stadier af renselse, som vi må gennemføre i formernes verden, for at blive redskab for en permanent, uafbrudt favnen af disse højere tilstande.
AC:Det er der folk har problemer. For som du meget sigende påpegede i Boomeritis, så modsætter egoet sig indblanding, det separate selv modsætter sig voldsomt indblanding, og bekæmper aggressivt idéen om ikke allerede at være perfekt og at blive nødt til at ændre sig.
KW: Lige præcis. Og det enkle svar til disse mennesker er: "Det er helt fint! Hvis du virkelig tror, at du allerede er Enlightened, er jeg lykkelig på dine vegne. Hvis du ikke vil gå igennem evolutionære transformationer for at perfektionere dig selv som redskab, fordi du allerede er ekstatisk ét med det guddommelige 24 timer døgnet, så er jeg lykkelig på dine vegne. Men hvis det ikke er tilfældet, så se realiteterne i øjnene!"
AC: Og du er enig i, at i og med man gennemfører renselsesprocessen, ville der gradvist dukke en, skal vi sige, dybtgående fornemmelse for forpligtigelse frem, eller en ekstatisk tvingende trang til at give hele sit hjerte og al sin energi til den evolutionære proces, så vores egen absolutte naturs udfriede pragt kan bryde frem som os selv i denne verden.
KW: Netop. Det kan siges meget enkelt, men det er helt åbenbart meget vanskeligt at virkeliggøre. Men den basale regel er, "Hvilende som tomhed, favnes formernes samlede verden". Og formernes verden udfolder sig, den udvikler sig. Og derfor, hvilende i frydefuld tomhed, favner du verden ekstatisk og driver formernes verden fremad, som en pligt.
AC: Rigtigt. Drive formernes verden fremad. Det er den væsentlige del.
KW: Ja. Absolut!
AC: Fordi i forbindelse med hvad enlightenment betyder, så er forestillingen om at drive formernes verden fremad, eller skubbe mod verdens inerti for at bringe den til enlightenment, noget som mange finder udfordrende eller ligefrem antitetisk til hvad "spiritualitet" bør handle om.
KW: Og igen. Jeg forstår godt hvad betænkelighederne og problemerne handler om. Men jeg mener, at vi simpelthen bliver nødt til at tage kendsgerningerne under meget nøjere overvejelse. Se på de forskellige typer bevidsthedstilstande, som er tilgængelige for os, og se i særdeleshed på de sidste tredive år, hvor den generation har eksperimenteret med så mange forskellige veje og fremgangsmåder, og se på hvad de reelle resultater er. Jeg tror vi nærmer os et punkt, hvor vi må se i øjnene, at en integreret praksis er nødvendig, det vil sige en praksis som lægger vægt på både åndens immanens og transcendens. I en hvis forstand en mystisk forening af dem begge - det nonduale. Og det ér mystisk. Det er en kærligheds affære. Det er en kærligheds affære mellem Chiva og Chakti. Og som med alle kærlighedsaffærer vil du aldrig kunne regne den ud, kun at dit hjerte er kastet ud i mysteriet. Mysteriet er, at du er det eneste som eksisterer i hele universet, og alligevel dukker alle disse former op i dig. Og på en måde er de mere massive former kun din langsomme venstre fod. Men du bliver nødt til at skubbe til din egen massivitet i den manifeste verden, for at gennemtrænge den med den bevidsthed, som du evigt er. Det er dette her med "at skubbe til eller drive fremad" - hvis man ikke rigtig kan engagere sig i det, så er jeg bange for, at man blot bliver fanget i tilstande af ren og skær hvilen eller ophør, eller simpel fordybelse i sensorisk manifestation.
AC: Tror du ikke, at det i sidste ende er derfor at vi er hér - for at frigøre os fra en udelukkende relativ identitet, og fra enhver bindende tilknytning til et uoplyst perspektiv, så vi kan engagere os i livsprocessen så perfekt som vi er i stand til?
KW: Jo. Jeg er fuldstændig enig, og som du ved, går det eneste udtryk, som vi hver for sig har, gennem det individuelle redskab som vi ér. Og det er grunden til at vi vil "polish that sucker up!"
AC: Det er sandt - og det, som jeg ofte taler om, som er så fascinerende og spændende er, at har man først indset dette, er der en ekstatisk åbenbaring: Man opdager, at ved at være nøjagtigt den, som man allerede er - ikke alene som det tidløse, ufødte selv, men også som en legemliggjort, selvstændigt personlighed, med den historiske og kulturelle baggrund, man nu engang har - så er man det perfekte redskab for dette totale engagement. Og i den erkendelse oplever man en ekstatisk frigørelse fra hele den gamle neurotiske selvoptagethed.
KW: Jeg tror det er helt rigtigt. En af grundene til at visse spirituelle lærere måske synes ikke at forstå, hvad det vil sige at drive verden fremad eller at skubbe til verden er, at denne skubben kommer på den anden side af den store udfrielse. Med realiseringen af den tomhed som gennemtrænger al form er der allerede den fuldstændige frihed. Så du skubber ikke til verden udfra en fornemmelse af mangel, du skubber til verden udfra en fornemmelse af pligt.
AC: Præcis! Og ekstase og kærlighed og trang.
KW: Ja. Nemlig. Man vil tro, at hvis nogen siger det, du har sagt, så kommer de fra en tilstand af mangel, at du ikke helt har forstået -
AC: - eller at jeg måske ikke i tilstrækkelig høj grad accepterer tingene, som de er - at jeg måske er ude i et eller andet personligt ærinde.
KW: Eller måske har de endnu ikke skubbet sig radikalt igennem til incarnational nonduality eller legemliggjort ikke-dualitet.
AC: Incarnational nonduality. Dér er den! Det er nøjagtigt hvad evolutionær enlightenment handler om!
KW: Når det handler om reel praksis, og det ved du ligeså godt som alle andre, så er der ikke tale om en "første trin, andet trins affære". I virkeligheden er det et meget rodet forehavende. Ind imellem er du dyppet i hedensk opslugthed af samsara; indimellem er du pisket ind i transcendent theravadisk ikke-eksistens. Og så til andre tider finder du mirakuløst og mystisk dine celler forelskede i tomhed og form på samme tid. Hvad enten det er på vejen opad eller nedad at du udvikler dig, så at sige, så er begge veje i orden.
AC: Så længe man gør noget i forhold til det. Og du har ret. Den ekstatiske opvågnen er en rodet og ofte pinefuld affære.
KW: Ja, i høj grad.
AC: Det er jo det samme med materiel evolution, organisk evolution du ved, det er alt sammen meget rodet. Og det samme gælder spirituel evolution. Selvom det ultimativt er en ekstatisk begivenhed.
KW: Netop.
AC: Der er et andet aspekt af alt dette, som jeg gerne vil ind på. For nogle måneder siden, hændte der noget ekstraordinært et antal gange for en gruppe af mine elever. De bevidnede og oplevede direkte, at en kosmisk kraft spontant steg ned - en kraftfuld bevidst tilstedeværelse indenfor og udenfor som førte til øjeblikkelig enlightenment. Med andre ord, hver enkelt oplevede både enlightenment i deres egen bevidsthed og det ubegrænsede potentiale, som det udfriede hjerte og sind føler, når det levende univers kalder på vores betingelsesløse deltagelse i dets egen udviklingsproces. Her er nogle uddrag fra de breve de skrev til mig, for at beskrive begivenheden.
"Forleden aften nåede vi bogstavelig talt en kritisk masse og eksploderede. Åbenbaring efter åbenbaring, som levende forståelse af den mest henrivende perfektion opklares for øjnene af os. Den frembrydende tilstedeværelse er et mysterium, som aldrig vil kunne forstås - det eneste den anerkender er Ét, og den er på en "find og udslet mission" mod enhver separation.
Vi var på knæ foran denne mirakuløse manifestation: impersonal enlightenment. Ingen af os har nogen anelse om, hvor vi er på vej hen, men vi bliver fortæret i den perfekte kommunions hvide hede."
"Endelig forstod jeg, at det faktisk er enlightenment som manifesterer sig i blandt os. Det er uhørt, at en gruppe uoplyste mennesker, som er villige til at lade selvoptagetheden bag sig, begynder at opleve fuldt oplyst vision og at VÆRE den. Det er forbløffende, så nemt det føltes, virkelig som en naturlig tilstand ….. jeg forstår nu, hvorfor du kalder det for evolution!"
"Denne voldsomme eksplosion har uafvendeligt rettet vores opmærksomhed mod en enorm og uudgrundelig tilstedeværelse - det er som om dette nye kosmiske væsen taler som os, gennem os, samtidig med at det manifesterer det større perspektiv, som det alene erkender."
Det lader til, at det både var begivenhedens kollektive natur og deltagernes villighed til at bære vidnesbyrd om, hvad der udfoldede sig, som muliggjorde denne bevidstheds tilsynekomst. Dette er hændt nogle få gange blandt forskellige grupper af mine elever, og jeg forstår nu, at dette udtryk for enlightenment hinsides det personlige, er hvad min undervisning har sigtet imod i de sidste seksten år. Jeg havde ikke hørt om noget, der minder om det, før jeg læste om Sri Aurobindos nedstigen af "supersindet", hvilket i høj grad lød som det, mine elever oplevede. Jeg gad vide, om det også lyder beslægtet for dig?
KW: Tja, jo. Jeg var jo ikke tilstede ved det fænomen, som du beskrev, men jeg tror, jeg har fået et ganske godt indtryk af det. Og det knytter sig fint til hvad vi har talt om. På en måde er den nonduale realisering, som i hvert fald omkring århundredeskiftet blev en historisk realisering for et pænt antal mennesker, inklusiv Sri Aurobindo, stadig under udfoldelse. Jeg mener formernes verden udfolder sig, udvikler sig - åndens egen selvudfoldelse udvikler sig - og det sker, så vidt vi kan se, ved at bygge på det, som den gjorde i går, hvilket er årsagen til, at evolutionen faktisk er en udfoldning i formernes verden. Så når denne incarnational enlightenment, selve denne ultimativt ekstatiske tantriske ikke-dualitet, begyndte at udfolde sig, og dens forskellige manifestationer begyndte at udfolde sig, så finder du, når du når til mennesker som Sri Aurobindo, at der er en sådan fylde i forståelsen af denne proces. Skønt nogle af de tidligere helgener var fuldt oplyste for deres tid, så er der en rigdom, en udvikling, en resonans af åndens egen legemliggjorte forståelse i nogle af disse nye helgener, som simpelthen giver én gåsehud.
AC: Wau. Så du taler om evolution af selve enlightenment.
KW: Ja. Hvis vi taler om enlightenment som foreningen af tomhed og form, så ændrer den rene tomhed sig ikke, for den indgår ikke i tidens strøm, mens formen ændrer sig. Og da disse to er uløseligt forbundne, ér der derfor på en måde tale om evolution af enlightenment selv. Og det vi finder hos nogle af disse helgener, specielt i nyere tid hvor selve evolutionen er forstået - hvilket vil sige, at evolutionen blev en del af bevidstheden af åndens manifestation - er en stigende gennemsigtighed i enlightenment, som den manifesterer sig i formernes verden. Under disse omstændigheder bliver den type nedstigen som Sri Aurobindo taler om, nedstigningen af supersindet, noget som han i høj grad regnede med ville øges i frekvens under den fortsatte evolution. Det eksempel du nævner, lyder sandelig som om det ville være et slags miniatureeksempel på dette.
På en måde er forestillingen om at højere tilstande kommer ned og snupper folk hvor de er og løfter dem op, i sig selv en gammel forestilling. Og jeg tror, der er mange eksempler på, at højere tilstande så at sige stiger ned i mennesker. Du kan for eksempel befinde dig i en ego-fikseret tilstand og opleve nedstigningen af en subtil virkelighed. Men jeg tror, at fordi verden allerede er blevet åbnet for en nondual realisation, vil vi komme til at se disse ting udfolde sig med øget dybde.
AC: Men var supersindet ikke et teoretisk ideal for Sri Aurobindo? Jeg mener, så vidt jeg ved, lykkedes det ikke for ham at bringe det ned, sådan som han ville - at gøre det manifest i virkeligheden.
KW: Ja. Det er rigtigt. Og derfor er det svært at vide, hvad der skete med din gruppe, uden at vi kigger efter.
AC: Selvfølgelig. Klart nok. Men jeg tror nok, at det væsentlige ved det der skete var, at der var et meget kraftfuldt møde, hinsides det personlige. Der var bevidstheden om at "jeg går hinsides det personlige sammen med mange andre". Med andre ord, der var en samtidig realisering af, at der ikke er nogen forskel på den Ene og de mange, understøttet af den ekstatiske erkendelse af at, dette er alting. Og samtidig var der bevidstheden om en overvældende tvingende trang, til at give alt hvad man har, til den største mulighed som findes.
KW: Ja. Jeg kan fortælle dig, hvad jeg tror det er, uanset om det er et særligt tilfælde af Sri Aurobindos supersind. Ifølge min personlige mening, var det der skete i grunden et perfekt eksempel på en "hel-kvadrantisk" nondual begivenhed. Og som du ved, repræsenterer kvadranterne i min model Jeg, Os og Det [se diagrammet]. Og den generelle idé i mit eget syn er, at disse aspekter af vores erfaring er uløseligt sammenhængende, hvad enten vi er klar over det eller ej. Så nogle gange kan mennesker kun lægge vægt på "Jeg", men der er altid "Os" eller "Det" i baggrunden, uanset om vi er opmærksomme på det eller ej, og mit grundlæggende syn er - og jeg har forklaret det teoretisk i bøger, men jeg mener også, at det skal praktiseres - at en integral spiritualitet vil være "hel-kvadrantisk", på alle planer.. Og alle planer betyder selvfølgelig, at vi spænder over hele spektret.. Vi stopper ikke ved sammensmeltning med naturen, vi stopper ikke ved en himmelflugt eller blot nirvana, men vi favner også det nonduale , således at vi spænder over hele bevidsthedens spektrum. Og så er dette manifesteret samtidigt, fuldt og transparent i alle fire kvadranter, eller i "Jeg", "Vi" og "Det" samtidigt. Jeg tror, at det at du har en sangha, et fællesskab af mennesker, som kan arbejde på dette i længere tid, har tilladt en hel-kvadrantisk manifestation af den nonduale erkendelse, i den hændelse du beskriver. Så det ville være de gode nyheder. De dårlige nyheder ved al den slags er selvfølgelig, at det er en roder proces. Og hver gang noget storslået som dette sker, er der alt det mørke stads, som følger med, og tilbageslaget, som følger med, og alle eftervirkningerne.
AC: Absolut. Der er egoets tilbagetog, oprøret mod ukrænkeligheden i det som blev åbenbaret og den dybe rædsel ved de krav, som det stiller til os.
KW: Det er altid svært. Det er dér skelneevnens visdom er så vigtig. Og det som gør det så utrolig vanskeligt er, at vi i en hvis forstand alle er pionerer her. Det er en relativt ny form for begivenhed - den moderne og postmoderne form for nondual legemliggørelse. Og fordi der er så få fortilfælde, er skelneevnens visdom så vanskelig at finde.
AC: Ja, det ved jeg, fordi det alt sammen er så nyt.
KW: Ja det er alt sammen så nyt, og derfor kan du ikke styre efter gamle kompasretninger. Så derfor er der ingen, som kan være helt sikre på at de har ret, skønt en side af disse nonduale tilstande er, at der altid er en bestemt form for uafrystelig vished ved dem. Jeg mener, det er simpelthen deres natur - du bliver introduceret for det som er, og det som er, er. Punktum. Der er ingen tvivl om det. Men det faktiske fænomen bliver meget usikkert. Det er virkelig svært at udrede, hvilke sider af det som er stensikre, og så de sider af sagen, hvor jeg bare er doven, fejlinformeret, egocentreret, frygtsom, idiotisk og alt sådan noget.
AC: Er det ikke altid sådan, når man bevæger sig på grænsen? Eller skal vi sige driver grænsen fremad?
KW: Jo det er. Men forskellen er, at når du befinder dig i en tradition, hvor nogle pionerer har hittet ud af det og overgivet os traditionen, som i zenbuddhismen, så har du traditionen og rækken af lærere, som du kan falde tilbage på. De har set på stort set alle faldgruberne i deres særlige realisation, og i den forstand er traditionen og rækken af lærere god. Men hver gang en ny realisation opstår - og det betyder, at hver gang formernes verden har ændret sig og udviklet sig således, at du har brug for en ny type evolutionær enlightenment, eller legemliggjort nondualitet, så bliver du nødt til at skrive hele instruktionsmanualen om. Og det går i kage for os alle sammen!
AC: Problemet er, at traditionen, som du siger, kan og vil etablere en standard, men samtidig, hvad angår evolutionen selv, i det mindste i relation til, hvad vi har talt om, kan traditionen faktisk forhindre evolutionen i ske.
KW: Ja helt bestemt. Det er en gammel historie. Og uanset hvilken form vi kommer med nu, så vil den forhindre nybruddet senere. Vi vil lave de samme fejl selv. Men det behøver ikke forhindre os i at være kritiske nu.
AC: Absolut.
KW: Jeg kan give dig et helt specielt eksempel fra det område, jeg arbejder en del med, nemlig bestræbelsen på at integrere nogle af den vestlige psykologis opdagelser med nogle af de traditioner, som har en virkelig helstøbt forståelse af nondualitet og tomhed indenfor deres egen verden af form. Vajrayana buddhismen for eksempel er et vidunderlig komplet system - for det feudale Tibet. Det betyder ikke, at de planer de beskriver, ikke findes hér. De er stadig her. Deres realisation af tomhed er formodentlig uovertruffen. Men formernes verden har ændret sig. Og enten kommer du med på toget, åndens evolutionære tog - eller også bliver du det, som forhindrer evolutionen. Og det er en af de virkelige vanskeligheder.
På det punkt, som du siger, bliver traditionen, som oprindelig hjalp med at stabilisere en væsentlig forståelse, netop det, som forhindrer en ny udvikling. Og det er virkelig risikabelt, for så bliver du nødt til at være meget omhyggelig med, hvad du foretager dig hér. Mange af de problemer, som de kontemplative ordener her i landet må se i øjnene - jeg mener buddhister, jeg mener kristne, jeg mener indenfor vedante – kunne afhjælpes enormt ved en enkel tilførsel i formernes verden af forståelse hentet fra udviklingspsykologien. Men de vil ikke, for det synes at indebære, at deres tradition ikke er komplet, at deres tradition ikke er en fuldkommen vej, at der er noget galt med traditionen o.s.v. Og vi siger faktisk ikke, at der er noget i vejen med deres realisation; vi siger kun, at vi kan hjælpe med redskabet, med formernes verden, ved at fortælle dem noget som vi har opdaget i formernes verden, som man ikke vidste for tusinde år siden. Og hvis de ikke inkorporerer det i deres egen forståelse, så vil de res nonduale realisering være inadækvat, fordi de ikke lever op til formernes verden.
AC: Det ser ud til, at mange af traditionerne vil få en masse problemer nu, hvor så meget ændrer sig. Den verden af form, vi lever i, ændrer sig så hurtigt og så radikalt. Med de nye kommunikationsmidler bliver verden så meget mindre, og jeg gad vide om traditionerne vil være i stand til at leve op til de stigende behov fra de åndeligt sultne, uden at holde dem tilbage på mange måder. Men det er meget få mennesker, som virkelig vil drive grænsen for det menneskelige potentiale fremad, så måske er det i den sidste ende ikke så vigtigt.
KW: Tja, det er et foruroligende spørgsmål for de seks mennesker, som gør det, Andrew! Og igen, en del af denne meget vanskelige balanceakt er, at traditionerne har en skat af absolut uvurderlig, dyrebar viden om transformation og redskaber for transformation. Og igen, selv kan jeg ikke sige, at noget af det er forkert. Jeg siger kun, at der er andre redskaber, som vi bliver nødt til at tilføje. Og når vi gør det, så får vi et andet billede. Og billedet er ikke kun, "her er nogle nye redskaber for transformation, som kan hjælpe de andre redskaber", for det giver dig også en endnu mere fuldstændig type legemliggjort nondualitet, som på en måde - og jeg tror, det er det, du siger - kaster den tunge parfume af eskapisme, af ren transcendentalisme, af "stig af tilværelsens hjul"-isme overbord. En parfume som faktisk synes at gennemtrænger nogle af traditionerne.
AC: Når man har foretaget en alvorlig, følelsesmæssig investering i en bestem spirituel vej, så tyder det på, at ens tillid til at vejen kan lede til perfekt udfrielse, er baseret på en overbevisning om, at selve vejen er perfekt og fuldstændig. Og når det så dæmrer for én, at ens udvalgte vej eller tradition måske ikke har alle svarene på ethvert spørgsmål i den verden under udvikling, som vi lever i, så kan det være et foruroligende sandhedens øjeblik for udøveren.
KW: Jeg blev engang interviewet af et større buddhistisk tidsskrift, og intervieweren havde set på A Brief History of Everything (på dansk: Gud, livet, universet og alt muligt andet. Borgen 1998). Han så de fire kvadranter, og han så, at Buddha var anbragt i øverste venstre kvadrant og ikke i de andre. Så var jeg allerede i vanskeligheder. Han spurgte: "Nå! Vil du påstå, at buddhismen ikke er fuldstændig? Hvad kan du, som Buddha ikke kunne?" Og jeg svarede: "Jeg kan køre jeep!" Det var en flabet pointe, men ikke desto mindre en pointe. Jeg mener, du kan ikke finde noget som helst om hjertekirurgi i Tantra eller Sutraerne for eksempel. Så vi bliver virkelig nødt til at tilpasse os formens verden, og en del af nutiden er, at vi lever i et univers under udvikling. Det er en el af vores egen selverkendelse. Og vi har alle disse ekstraordinære forskningsresultater og al denne viden fra vestlig psykologi. Selv hvis vi lever i samsaras verden, forstår vi samsaras verden bedre, end hvis vi mediterede i en hule. S å hvorfor ikke kombinere de to?
AC: Hvad angår spirituel udvikling og evolution har jeg lagt mærke til, og jeg tror det er en kendsgerning, at for de fleste mennesker går den naturlige tendens mod homeostase. Det lader med andre ord til, at vi tenderer at modstå forandring, at skabe illusionen om tryghed i et utrygt univers og, frem for alt, for enhver pris at forsøge at undgå at skulle stå ansigt til ansigt med livet selv i dets ærefrygtindgydende og ubegrænsede natur. Men rent faktisk forholder det sig sådan, at den verden vi lever i, som er et univers under udvikling, dér ændrer alting sig hele tiden. Så for at være i stand til at reagere på denne altid skiftende verden, på en måde som udtrykker friheden i den oplyste bevidsthed i tiden, ja så ville man, for virkelig at være ét med evolutionen i universet så at sige, definitivt være nødt til at befri sig for denne tilbøjelighed til homeostase, som for de flestes vedkommende repræsenterer egoets blinde afhængighed af falsk tryghed i et utrygt univers. Sådan som jeg ser det, forholder det sig sådan, at i den oplyste tilstand hviler man i den ufødte, umanifesterede Værens grund. Og hvis man virkelig er fri, hvis man virkelig forbliver dér og aldrig bevæger sig væk fra denne grund, så vil man i tidens og formens verden, i det mest ideelle tilfælde, være fri for egoets tilknytning til det, som er falsk, og udtrykket for denne befrielse burde være, at man var befriet for et statisk forhold til tiden. Med andre ord, man kunne have visse rutiner, som at drikke kaffe hver dag, eller altid at foretrække nudler frem for ris, men ens fundamentale forhold til tiden og den foranderlige verden, ville ideelt set være et konsekvent udtryk for dynamisk frihed og kreativitet i verden. Så igen, for at være fri i et univers under udvikling, vil man definitivt være nødt til at befri sig for denne naturgivne tilbøjelighed til homeostase.
KW: Ja, det tror jeg er rigtigt. Og jeg tror, igen, at det du taler om, er det paradoks som legemliggjort ikke-dualitet er - for det ér et paradoks. Og det er det, som er så overraskende. På den ene side er der en erkendelse af, at man bogstavelig talt er det ufødte i ethvert øjeblik af tilværelsen - 24 timer i døgnet, i ethvert hjørne af universet. Det er uafrysteligt, ubevægeligt, det er ikke til at tage fejl af, det kan ikke benægtes. Og du er dette legemliggjorte individ, en skive af det manifesterede, som ser ud på resten af det manifesterede. Begge dele er sandt. Og i formernes verden, som faktisk folder sig ud, udvikler sig, i en stadig dynamisk proces, bliver det meget interessant hvordan din individualitet støder imod resten af din manifestation. For det er dér, den storslåede, mystiske proces indtræffer, hvor du på den ene side er fuldstændig befriet i ethvert øjeblik, og på den anden side har en opgave, en pligt til at skubbe til den del af verden, som ikke deler din frihed og fylde.
Og, som du har sagt, er det en næsten guddommelig besættelse at fuske med sin egen manifestation. Det er paradokset. Og at holde begge i sindet er vanskeligt for enhver, som har en slags nondual realisation. Det minder meget om at have skabt denne her usædvanligt smukke model, og så få fat på en hammer og begynde at banke løs på den, fordi der er dele, du ikke kan lide. Vi manifesterer dette utrolige univers og så brokker vi os over nogle dele og forsøger at fikse dem. Men sådan er spillet. Det er det enestående paradoks ved det. Og jeg mener faktisk, at noget af det første, som du bliver nødt til at gøre er, at få det individuelle redskab rettet ind med resten af den proces manifestationen gennemløber, og det betyder en dynamisk, vedholdende forandring. Og i den udstrækning du viger tilbage for dette, i den udstrækning står du ikke i Selvet med stort S. Du står i egoet, bange for dit og dat.
AC: Lige netop. Præcis. Virkelig at stå i Selvet ville være et menneskeliv, hvor man favnede livsprocessen helt, ultimativt, fuldstændigt.
KW: I hvert fald på en god dag!
AC: Nemlig. Som lærer interesserer det mig, at jeg konstant observerer, at den naturlige tendens for individet og i endnu højere grad for kollektivet er homeostase. Jeg mener, ét er at få et individ til at give slip på det, som hæmmer dets evne til at begynde på at favne livet i den form for totalitet som du netop beskrev. Men det er noget ganske andet og uendeligt meget mere komplekst at få et kollektiv til at gøre det samme. Rent faktisk er det næsten umuligt, men ikke helt umuligt, håber jeg.
KW: En lettere omformulering af det du siger vil være, at homeostase er et stærkt drive i mennesker, men der er et andet drive, som er lige så stærk, og det er eros eller agape - den kraft som på den ene eller den anden måde fører dig hinsides dig selv. Og det jeg hører dig sige er, at ofte, når vi får det ekspansive drive, så er det ligesom "Ok, nu har jeg gjort tilstrækkeligt. Pyha! Tid til kontraktion. Lad mig være i fred!"
AC: Nemlig. Tid til at hvile i selvtilfredshed.
KW: " Hej! Jeg ekspanderede to tommer mand! "Skrub af H……. til!"
AC: Rigtigt. "Jeg gjorde det. Jeg gjorde det!" Forstår du, det er svært at få folk til at forstå, at sandheden er, at du aldrig har gjort det. Det vil aldrig ske - ikke hvis vi virkelig gør det!
KW: Tjah. Hele den spirituelle proces er designet til at efterlade strækmærker over hele egoet. Det er faktisk pointen. Og det er ligeså behageligt som at føde børn.
AC: Tjah! Jeg tror ikke folk er interesserede i egodød fortiden.
KW: Nej Uh' ha' da! Gud forbyde det! Det ville være marginaliserende, grusomt, ondskabsfuldt, det ville ikke ære mangfoldigheden af endegyldige sandheder.
AC: Ken, der er et interessant forhold, som jeg er blevet opmærksom på i denne stigende udforskning af evolutionen og dens relation til enlightenment. På den ene side er der en masse mennesker, som er virkelig optændte over evolutionen for tiden, og det er storartet, for deres passion for evolutionen er næsten altid på den ene eller den anden måde udtrykt som en inspireret interesse for udviklingens konsekvenser for verdens sundhedstilstand og trivsel. Men imidlertid, fordi deres interesse ikke også omfatter det transcendente, det mysterium som forbliver hinsides verden, så synes de sjældent at være opmærksomme på det, som jeg vil kalde det hellige. Modsat gælder det for mange af de mennesker i den nonduale tradition, som er lidenskabeligt optaget af transcendens, og for hvem bevidsthedens enlightenment er af den yderste vigtighed, at udviklingens konsekvenser for verdens trivsel sjældent synes at være et betydningsfuldt anliggende.
KW: Rigtigt. Og det er en anden variation over det tema, som vi har udviklet. Igen, det er en overforenklet idé, men der er samsara og der er nirvana og der er deres ikke-dualitet.. Og ind i mellem, ironisk nok, så kan mennesker, som har en skarp, nøjagtig forståelse for samsara og som er ædelt motiverede indenfor samsara, gøre mere for verden end de, som kun ser på nirvana, endskønt det i en eller anden forstand måske er en højere tilstand. Og det er meget underligt at se mennesker, som ikke er i kontakt med det hellige, yde en virkelig god indsats for verden, og så se mennesker som forsikrer, at de er i kontakt med det hellige, dybest set ignorere, undsige og forsage verden, hvorved de forøger lidelsen i verden.
AC: Hvilken skør verden! Du ved, det er svært at vide, hvor vi til syvende og sidst er på vej hen, men når visse af traditionerne taler om de højeste stadier af menneskelig evolution, så ser de det ofte som omfattende en eller anden absolut transcendens af eller kontrol over den fysiske form. Nogle taler om, at man opnår "lys-kroppen". De yogiske, tibetanske og kristne traditioner har alle variationer over dette tema. Tror du, at det virkelig er muligt, som nogle tror, at opnå denne "lys-krop" gennem spirituel praksis, og derigennem at få en så absolut kontrol over den fysiske dimension, at man bogstavelig talt ville være i stand til at få kontrol over sine egne celler?
KW: Tjah, jeg tror, som tilfældet ofte er med den slags emner, at der er et gran eller adskillige gran sandhed i det. Og der er visse fantasier, ønsker, håb og frygt, som uundgåeligt bliver hængt op på disse ting. På den anden side er der visse positive træk ved forestillingen om en lys-krop. Og du bliver på en måde nødt til at have en kompliceret esoterisk psykologi og ontologi for at gå ind i det. Den enkleste måde at nærme sig det på er at sige, at når dharmakaya eller tomheden gennemtrænger rupakaya eller form med ekstatisk frydefuld forløsning, tenderer selve denne form at antage en transparent eller lysende kvalitet. Og det er en anden variation over nondualitet - at ting som fundamentalt set opfattes som "spirituelle" og i et andet domæne "der oppe", rent faktisk kan være til stede i denne konkrete krop og forvandle den. Der er på mange måder megen sandhed i dette og jeg mener vi bliver nødt til at ære denne sandhed. På den anden side er dette som skabt til at nære egoistiske fantasier om omnipoten s. Og traditionerne inden for yoga er ikke immune for dette. Jeg mener, at sider af yogaen var, hvad man kan kalde "højere yoga", og dér var realisationen af det transcendente selv - lige som i kamp-sport, på de højere niveauer ofte gennemtrængt af en zen-forståelse af ikke-handlen, spontanitet, og intet-sind, midt i kampen. Men en stor del af traditionerne inden for yoga, den lavere del så at sige, var grundlæggende egoistisk frygt og kontrol over naturprocesserne. Så dér er idéen, at hvis du er fuldt oplyst, så kan du kontrollere samsara fuldstændigt. Og det giver ikke rigtig mening.
AC: Forstår du, da jeg underviste i Bodhgaya i Indien, mødte jeg mange tibetanere, og næsten uden undtagelse var de overbevist om, at hvis nogen var fuldt oplyst, så var de ikke alene almægtige og alvidende, men også ude af stand til at føle smerte på et hvilket som helst plan, inklusive det fysiske.
KW: Der er et mærkeligt miks af gamle idealer om rent opstigende veje til nirvikalpa og nirvana og de tantriske idealer om nondualitet. Det klassiske drive i både Patanjalis "Yoga Sutra" og theravadan traditionerne er faktisk at komme ind i det umanifesterede ophør. Og i den tilstand kan du ikke føle nogen smerte. Der er bogstaveligt talt ingen smerte. Og igen, det ligner meget den tilstand af dyb, drømmeløs søvn, som man synker ned i hver nat. Der er ingen smerte, der er intet ego, der er ingen lidelse og så videre. Det er meget analogt til tilstanden nirvana. Og hvis du kan gøre det bevidst, så kan du gøre netop det, som nogle munke gjorde i Viet Nam - du kan hælde benzin ud over dig og sætte ild til uden at blinke. Det er nirvikalpa, og det er ikke nondualitet. Den uheldige side ved nondual realisation er, at du ikke bliver mindre følsom overfor lidelse, men mere. For du kan ikke flygte ind i nirvikalpa. Du er anbragt som vidne under alle omstændigheder, og derfor opfatter du alt, hvad der sker fra det ene øjeblik til det andet. Og det betyder smerte og lidelse og sår og så videre. Og du føler det snarere mere intenst, for der er ikke nogen filtre. Der er ingen beskyttelse fra et ego. Der er ingen mulighed for at sige "O.K. fyraften! Hvor er morfinen?" Og den side af sagen er også paradoksal, for smerten stiger frem fra et ocean af ekstase, men smerten forsvinder ikke. Så forestillingen om at fuld oplysning betyder, at du egoistisk kan herse rundt med dine celler, holder ikke rigtig vel?
AC: I Sri Aurobindos system for integral yoga, som definitivt hævder at integrere enlightenment og evolution på en måde, som få nonduale veje før har gjort, synes de at tale en hel del om den slags ting. De taler bogstaveligt talt om "cellernes enlightenment" som det højeste udtryk for spirituel evolution.
KW: Jeg er klar over det. Den virkelige "nedstigning af supersindet" antages at være en forvandling til en legemlig skabning af lys. Helt ærligt så tror jeg, det er en foreløbig vision om det stade af legemliggjort nondualitet, som netop er ved at dukke op, og jeg tror, at det vil have en helt anden form om hundrede år eller tusinde år. Du ved. Måske lever vi inden for fiberoptik, med hele vores bevidsthed som lysende digitale bits spredt ud over evigheden. Vi har ingen anelse om, hvordan det kommer til at se ud. Jeg tror, at det kun var én vision af, hvordan rupakaya gennemtrængt af dharmakaya kunne se ud. Men det er kun én mulighed, og jeg tror at vi vil få en langt bedre forståelse, efterhånden som årtierne og århundrederne folder sig ud. Jeg er ikke sikker på, at det kommer til at tage sig ud, nøjagtig sådan som Sri Aurobindo tænkte, men det kunne være. Jeg siger bare, at det bliver interessant at se, hvad der rent faktisk vil folde sig ud i formens verden.
